Følg e-landsholdets debut på Canal 9 og Dplay

Det danske e-landshold deltager lørdag i FIFA 19 Nordics Invitational i Finland, og turneringen, hvor de danske drenge møder Norge, Sverige og de finske værter, kan følges på Canal 9 og Dplay.

Foto: fodboldbilleder.dk

Lørdag den 2. februar skal det danske e-landshold for første gang nogensinde i aktion, hvilket sker ved venskabsturneringen FIFA 19 Nordics Invitational i Helsinki. Og det bliver muligt at følge turneringen på både tv og stream.

Discovery Networks Danmark viser alle kampe fra turneringen, der har deltagelse af e-landshold fra Danmark, Norge, Sverige og selvfølgelig værterne fra Finland. Hele turneringen bliver vist på streaming-tjenesten Dplay og på tv-kanalen, Canal 9.

Det vækker glæde hos DBU’s konstitueret direktør, Kenneth Reeh, der glæder sig til at følge det danske-e-landshold.

”Vi er meget glade for at kunne præsentere Discovery Networks Danmark som mediepartner til denne turnering, hvor e-landsholdet for første gang nogensinde skal i aktion, og vi håber, at rigtig mange har lyst til at følge med,” siger Kenneth Reeh.

Det danske e-landshold blev udtaget tidligere i januar og består til denne turnering af Daniel ”Dingo” Kristensen, Frederik ”Fredberg” Fredberg og spillende træner Daniel Bodo Barnewitz.

De tre udgjorde også Brøndby eSport, der vandt eSuperligaen i december, og hos Discovery Networks Danmark glæder man sig til at følge holdet i Finland og bringe kampene ud til fansene.

”Med afviklingen af første sæson af eSuperligaen fik hele Danmark øjne op for FIFA, så det er glædeligt, at vi nu har et e-landshold. Under eSuperligaen fik vi set, at esport og især FIFA har en høj underholdningsværdi og lokker masser af unge mennesker til skærmen. Derfor glæder vi os endnu engang til at kunne vise FIFA af højeste klasse frem på Canal 9 og Dplay,” siger Anders Antonsen, der er nordisk sportsdirektør hos Discovery Networks Danmark.

Canal 9 og Dplay blænder op for turneringen klokken 10 med turneringens første kamp, der er et opgør mellem de finske værter og Danmark. Klokken 13.00 spiller danskerne mod Sverige, mens kampen mod Norge lukker gruppespillet. Herefter mødes de fire hold i to semifinaler, der spilles fra klokken 16.30 og 17.30. Bronzekampen mellem de to tabende semifinalister spilles klokken 19.00, og derefter den store finale klokken 20.00.

Jacob Jørgensen og Dennis Nordenbøl kommenterer kampene i gruppespillet, mens Jesper Simo og Jacob Nørmark Hansen tager sig af semifinaler og finalen.

FIFA19 Nordics Invitational:
Til de nordiske mesterskaber stiller holdene til start med det landshold, de repræsenterer. Det vil sige, at DBU’s e-landshold spiller med Danmark i FIFA19. Alle holdene skal dog stille til start med en overordnet rating på 85, hvilket betyder at Finland, Sverige, Norge, og Danmark på papiret alle har lige gode FIFA-mandskaber, selv om der kan være niveauforskel på fodboldmandskaberne, når det ikke er på den virtuelle grønsvær, der bliver spillet. 

Ved hver holdkamp spiller man en dobbelt og to singler. Daniel Kristensen og Frederik Fredberg skal altså både levere individuelt og sammen for at bringe Danmark til tops.
Af: DBU Kommunikation - 31. januar 2019, 07:30

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første