’Football Supports Change’. Det var ordene, der var påtrykt Herrelandsholdets trøjer, da de tilbage i marts lavede en markering forud for VM-kvalifikationskampen mod Moldova. Udover at være en synlig markering, er trøjerne også blevet signeret og bortauktioneret for at rejse penge til at forbedre forholdene for migrantarbejdere.

Salget af trøjerne har resulteret i 28.189 kroner. DBU samarbejder med BAT, Bygge- Anlægs- og Trækartellet om at finde det formål, der yder bedst hjælp for migrantarbejderne, samt at pengene kommer sikkert frem. Pengene går til et Migrantarbejdercenter i Qatar, som organisationen BWI, Building and Wood Worker’s International står bag.

Migrantarbejdercenteret skal oplyse arbejderne om deres rettigheder i landet, og skal samtidig fungere som et sted, hvor migrantarbejdere kan komme og få juridisk hjælp, hvis der er problemer med deres kontrakter eller lignende. BWI kommer til at stå for opsætningen af centeret, mens frivillige og fuldtidsansatte migrantarbejdere skal stå for den daglige drift.

Sekretariatsleder i BAT-kartellet, Gunde Odgaard, er glad for samarbejdet med DBU:
”På vegne af Building and Wood Worker’s International og BAT, siger vi en stor tak for det bidrag, som Herrelandsholdet og DBU nu sender til vores migrantarbejdercenter i Qatar. Pengene vil blive anvendt til at hjælpe migrantarbejdere, der ikke har fået løn, inddraget deres pas eller er kommet til skade under arbejdet. Vi håber, at dette er første led i et kommende samarbejde mellem DBU og fagbevægelsen i forhold til arbejdstagerrettigheder ved store fodboldbegivenheder,” siger Gunde Odgaard.

Matcher beløbet
Trøjemarkeringen er et led i DBU’s fortsatte arbejde med at lægge pres på FIFA og Qatar.
Forholdene for migrantarbejderne i landet har længe været kritisable, og der er brug for udvikling på området. Derfor ser administrerende direktør, Jakob Jensen, også positivt på muligheden for at hjælpe arbejderne i Qatar:

”Der er rigtig godt, at de penge, der er rejst i forbindelse med trøjemarkeringen, nu kan gå til et center i Qatar, der kan hjælpe migrantarbejderne. Vi er meget kritiske overfor Qatars håndtering af migrantarbejdere, og DBU vil fortsætte sit kritiske pres for at forbedre situationen i landet,” siger Jakob Jensen.

Udover at have hjulpet DBU med at finde frem til den rette organisation, har BAT-kartellet også valgt at donere et tilsvarende beløb til BWI. Det betyder, at der i alt bliver sendt 56.378 kroner afsted til BWI og migrantarbejdercenteret.