Ny struktur på træneruddannelsen er et løft til dansk fodbold
Den danske træneruddannelse har fået en ny struktur, der skal tydeliggøre den røde tråd i træneruddannelsen på dansk og europæisk plan, og sikre endnu flere kvalificerede og dygtigere fodboldtrænere til at udvikle dansk fodbold til fremtiden.
Enkelte uddannelser skifter navn og bogstav, mens andre får et tidssvarende indholdsløft. Fælles for alle er, at fremadrettet starter alle fodboldtrænere samme sted – om du vil være børnetræner, ungdomstræner, Superligatræner eller landstræner. Dette betyder en mere klar og tydelig uddannelsesvej for kommende fodboldtrænere og flere uddannelsestimer til den enkelte træner under uddannelse.
Det er UEFA, der allerede i 2021 begyndte at justere den europæiske træneruddannelsesstruktur, og hos den ansvarlige for DBU’s træneruddannelse, Kenneth Heiner-Møller, får den nye struktur stor opbakning – blandt andet fordi den er med til at styrke træneruddannelsen og løfte det faglige startniveau for den enkelte træner.
Den nye struktur ser jeg som en kæmpe gevinst både for den enkelte træner men også for dansk fodbold. Vi får endnu dygtigere trænere, der vil være med til at udvikle fodbolden – både på børne, ungdoms- og eliteniveau Kenneth Heiner-Møller
En tydeligere vej for alle
Hvor fodboldtrænere tidligere havde flere indgangsveje til at opnå trænerlicens, er der nu kun en vej – nemlig at starte på C-niveau. Det er første byggesten på trænervejen uanset ambitioner og målgruppe, du som træner vil arbejde med.
”Den tidligere struktur var lidt rodet, da der var flere veje ind i trænergerningen. Den nye struktur betyder, at man får en tydeligere vej og et større fagligt fundament, når man starter som ny træner, fordi alle starter samme sted. Det betyder også, at vi derfor har måttet revidere de eksisterende uddannelser og tilpasse dem til et højere fagligt niveau. Derfor har hele uddannelsen fået niveaumæssigt løft,” siger Kenneth Heiner-Møller.
Fra dags dato starter træneruddannelsen på UEFA C1 og bygger herefter videre med moduler på UEFA C, UEFA B, UEFA A og UEFA PRO for at opnå UEFA’s højeste trænerlicens. Under både UEFA B og UEFA A er der desuden mulighed for at specialisere sig på ungdomsspillere. Også keepertræneruddannelsen er nu strømlinet med en UEFA GKB og UEFA GKA-licens.
UEFA C1
UEFA C1-træner er første trin for alle trænere i den UEFA-godkendte træneruddannelse.
Kurset tager udgangspunkt i træneren som hjælper for spilleren, så hun/han lærer at løse spillet på egen hånd. I DBU tror vi på, at du bliver en bedre træner af at øve dig i at være træner. Derfor vil du fra start på UEFA C1 blive involveret på banen under praktikken, som udgør en stor del af det samlede kursus. Det, mener vi, er relevant og brugbart for alle trænere.
Kurset har stort fokus på de pædagogiske redskaber og læringsværktøjer, du som træner kan bruge for at lave en god træning.
Optagelseskriterier
Du skal være fyldt 13 år inden uddannelsesstart.
Formål
På UEFA C1 får du viden om:
- Pædagogiske redskaber
- Læringsværktøjerne “stop/frys” og “vis–forklar–vis”
- Fodbold som et kaosspil, der skal løses (af spilleren)
- Det gode fodboldmiljø – træning og kamp
- Principper og aftaler
- Individet som person og som fodboldspiller
- Når træneren hedder far eller mor
- Forudsætninger for udvikling og læring
- Trænerens egen adfærd
- Observation
Varighed
10 timers kursus + online forberedelse og som afslutning på kurset et online refleksionsmodul.
Mødepligt
Der er ingen eksamen, men der er krav om 100% fremmøde på kurset.
Registrering af kursister
UEFA C1 består af et online forberedelsesmodul, så det er nødvendigt, at alle kursister ved tilmelding bliver registreret med navn og e-mailadresse.
Kursisterne modtager 7 dage før kursusstart et link til et forberedelsesmodul, som skal være gennemført før første fremmøde på kurset.
Kompetence og bevis
Gennemførelse af kurset giver mulighed for at benytte titlen ”UEFA C1-træner”.
Kursisten kan selv hente et DBU UEFA C1-trænerbevis efter endt forløb.
UEFA C1 skal være gennemført for optagelse på UEFA C2-træner.
Afvikling
Kurset kan afvikles på en af følgende tre måder:
- Én dag à 10 timer
- To dage à 5 timer
- Tre dage – 2 gange à 3 timer og sidste afvikling à 4 timer
Download oversigt med tidspunkter for brug af medier og bane her.
ÅBENT KURSUS |
---|
UEFA C1 kan afvikles i egen klub, eller du kan deltage på et åbent kursus. Du kan finde aktuelle kurser her eller kontakte din lokalunion for yderligere information. DBU yder tilskud til åbne UEFA C1-kurser på kr. 550,- pr. kursist. Det betyder, at et åbent kursus koster kr. 1070,- pr. kursist (inkl. kursusmateriale og forplejning). |
KLUBKURSUS |
---|
UEFA C1 kan afholdes i egen klub - et klubkursus bestilles her. Hvis klubben holder et UEFA C1, yder DBU et tilskud på kr. 7650,- ved 0-14 deltagere og 14.300,- ved 15-24 deltagere.
|
Er du allerede i gang med C-uddannelsen?
Fra 2022 ændres strukturen for UEFA C-træneruddannelsen, men for dig, der allerede er i gang med C1 eller C2, gør det ingen forskel. Du fortsætter blot med det kursus eller modul, du er nået til.
Få et interaktivt oveblik over den nye struktur og indholdet af træneruddannelserne ovenfor
Kenneth Heiner-Møller mener, at det aktuelle løft af den europæiske træneruddannelse ikke kun er med til at give et højt fagligt fundament for den enkelte træner, men et generelt løft af fodbolden.
”Vi kan og skal forvente, at kommende trænere er fagligt mere rustet, når de kommer til de forskellige niveauer og licenser. Det vil være naturligt, da de får flere undervisningstimer – teoretisk som praktisk, inden de opnår de forskellige licenser. Den nye struktur ser jeg som en kæmpe gevinst både for den enkelte træner men også for dansk fodbold. Vi får endnu dygtigere trænere, der vil være med til at udvikle fodbolden – både på børne, ungdoms- og eliteniveau,” slutter Heiner-Møller.
Eneste undtagelse fra ovenstående start på UEFA C1 er, hvis du er nuværende eller tidligere topspiller. Her har UEFA en særlig træneruddannelse, men også her er kravene skærpet som følge af ovenstående. For at tage en Topplayer-træneruddannelse skal du fremadrettet have spillet mere end syv år på kontrakt i den øverste kvinde- eller herreliga på europæisk plan.