Oldboyslandsholdet pillede glansen af guldhold

AaB's danmarksmestre fra 1995 kunne ikke stille noget op mod det velspillende oldboyslandshold, som dominerede kampen, der var arrangeret i forbindelse med Nibe Boldklubs 100 års jubilæum, fra start til slut og derfor også fortjent vandt 6-0 efter en opvisning i offensiv fodbold.

Oldboyslandsholdet pillede glansen af guldhold
Thomas Augustinussen (tv.) og Jesper Christiansen (th.) debuterede for oldboys-landsholdet i 6-0-sejren over AaB's DM-guldvindere fra 1995. Foto: Vagn Christensen
Af: Vagn Christensen

Desværre var vejrguderne ikke med arrangørerne. I timerne op til kampstart havde regnen silet ned, men heldigvis stoppede uvejret i det minut, kampens dommer fløjtede til start – efter et kvarters udsættelse. Og de godt 650 tilskuere, der havde trodset regnen, fik da også en ganske fin opvisningskamp – især iscenesat af et særdeles veloplagt oldboyslandshold, der blandt andet inkluderede to debutanter, nemlig målmanden Jesper Christiansen og midtbanespilleren Thomas Augustinussen. Begge med flotte præstationer, hvor man specielt bemærkede Jesper Christiansens adskillige fornemme redninger imod slutningen af opgøret. Ikke mindst hans fine præstation var medvirkende årsag til, at AaB’s angribere, der talte så prominente spillere som Allan Gaarde og Calle Facius, ikke fik scoret. Det blev fulgt op af Peter Graulund og Chris Sørensen, der scorede to mål hver, mens en AaB'er lavede selvmål, inden Thomas Røll fuldbyrdede oldboyslandsholdets komfortable sejr.

Oldboyslandsholdets næste kamp spilles fredag den 16. august i Purhus ved Randers – og 14 dage senere sluttes sæsonen af med en kamp den 30. august i Kværndrup på Fyn.

Oldboyslandsholdets startopstilling:

Jesper Christiansen

John Sivebæk – Per Krøldrup – Martin Albrechtsen – Christian Duus Pedersen

Chris Sørensen - Stig Tøfting – Thomas Augustinussen

Thomas Røll – Peter Graulund – Kaspar Dalgas

Udskiftere: Michael Birkedal – Jeppe Tengbjerg - Rene O.Hansen

Mål:

0-1: '5 Peter Graulund

0-2: '20 Selvmål

0-3: '25 Chris Sørensen

0-4: '31 Chris Sørensen

0-5: '50 Peter Graulund

0-6: '61 Thomas Røll

Log ind