Peter Kjærsgaard er manden med fløjten i pokalfinalen

Den 35-årige dommer ser frem til sin største opgave i karrieren og forudser en stor fodboldfest med intens fight på banen, når årets finale i Sydbank Pokalen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland løber af stablen.

Peter Kjærsgaard er manden med fløjten i pokalfinalen
Pokalfinalen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland har kickoff fredag den 17. maj klokken 17.00.
Af: Alexander Paaske, DBU Kommunikation

Når Telia Parken fredag klokken 17.00 lægger græs til årets største kamp i dansk fodbold, finalen i Sydbank Pokalen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland, skal dommer Peter Kjærsgaard stå i spidsen for opgøret.

Kjærsgaard er ikke i tvivl om, at pokalfinalen er den største kamp i hans karriere, og han glæder sig til opgaven.

”Jeg er selvfølgelig rigtig stolt over at skulle være dommer i pokalfinalen. Det er noget, jeg har drømt om som ung dommer og arbejdet hårdt for at opnå. Jeg glæder mig enormt. Pokalfinalen er en festdag både på og udenfor banen med masser af mennesker i Telia Parken, intensitet på grønsværen og to hold, der spiller for at vinde. Det er fantastisk, og det er i mine øjne den største kamp i dansk fodbold,” siger Peter Kjærsgaard.

Der er altid meget på spil i en pokalfinale, hvor holdene både kæmper om et trofæ og den medfølgende bonus i form af europæisk fodbold, og Peter Kjærsgaard er meget opmærksom på at få taget den rigtige temperatur på kampen og lagt en passende linje.

”I en finale vil der være et lidt andet spændingsniveau. Vi skal i dommerteamet være med til at hjælpe spillerne og sikre, at de rammer det rigtige spændingsniveau. Det skal vi forberede os på sammen,” siger Peter Kjærsgaard og tilføjer:

”Jeg har dømt et par kampe mellem de to hold de seneste par år. Det har været nogle gode, seværdige og spændende kampe, og jeg forventer det samme på fredag,” lyder det.

35-årige Peter Kjærsgaard fik debut som Superliga-dommer den 4. august 2013, da han dømte opgøret mellem OB og Viborg FF. I alt har han dømt 105 fem kampe i den bedste danske række og uddelt 380 advarsler, otte røde kort samt fløjtet for 25 straffespark. I denne sæson har han dømt 20 Superliga-kampe.

Dommerteamet til pokalfinalen:
Dommer Peter Kjærsgaard
Linjedommer Niels Høg
Linjedommer Ole Kronlykke
4. dommer Heine Sørensen
5. dommer Morten Krogh
6. dommer Sandi Putros
Dommerudvikler Martin Wulff

Log ind