Årets Kvindelige Talent 2019
Kvindelandsholdets træner, Lars Søndergaard, overrasker Emma Snerle med prisen som Årets Kvindelige Talent 2019. Se Snerles skønne reaktion ovenfor.

VINDER: Emma Snerle, Fortuna Hjørring
Snerle har allerede som 18-årig og U19-spiller slået igennem på A-landsholdsniveau, hvor hendes intensitet i presspillet samt gode vendinger har imponeret og betyder, at hun i en ung alder allerede har opnået et startplads i EM-kvalifikationen. Desuden har hun udviklet sig til en profil i Gjensidige Kvindeligaen. Hun er boldfast, løbestærk, hurtig og kreativ og kommer med stor vilje på banen. Samtidig viser hun gang på gang et stort teknisk repertoire og er superfin i sine relationer på banen.

Josefine Hasbo, Brøndby IF
Hasbo har slået igennem som en teknisk stærk og hårdtarbejdende spiller og en værdsat leder, der samtidig er meget bevidst om egne kompetencer og mangler. Hun er ekstremt mentalt stærk, har en stor arbejdsradius og er taktisk klog trods sine kun 18 år. Hun har igennem gode præstationer for både klub og landshold vist, hvilket stort potentiale hun besidder som en boldsikker, pasningsstærk, arbejdsom, og duel-stærk spiller – og det er på trods af sin lille statur.

Mille Gejl, Brøndby IF
Mille har på rekordtid etableret sig som en fast og sikker spiller på Brøndby IF´s kvindeligahold, samt altid en af de 18 udtagne på det danske kvindelandshold. Begge hold nyder godt af hendes høje speed, når hun på elegant vis driver bolden fremad. 20-årige Gejl har igennem længere tid vist et særdeles højt teknisk niveau, at hun kan score mange vigtige mål og ligeledes spille den sidste aflevering. Hun har et internationalt potentiale på disse parametre, og hun har vist det i det seneste års tid i kvindeligaen.

Sofie Svava, FC Rosengård
19-årige Svava blev i 2019 svensk mester med FC Rosengaard– og blev gennem solide præstationer og et stort niveauløft, som følge af hendes skifte til Sverige, belønnet med en fast plads på det danske kvindelandshold. Svava er dedikeret og kompromisløs i forhold til egen udvikling og har truffet gode karriere valg, hvor hun kan forløse sit store potentiale. Den unge spiller udviser et unikt gå-på-mod på banen med mange højintense aktioner og er god i 1v1. Derudover har hun masser af fart, aggressivitet, og et godt venstreben.
ÅR | SPILLER | |
2018 | Karen Holmgaard | |
2017 | Signe Bruun | |
2016 | Nicoline Sørensen | |
2015 | Stine Larsen | |
2014 | Frederikke Skjødt Thøgersen | |
2013 | Stine Ballisager Pedersen | |
2012 | Luna Gewitz | |
2011 | Julie T. Jensen | |
2010 | Pernille Harder, IK Skovbakken | |
2009 | Line Sigvardsen Jensen | |
2008 | Mia Kjærsgaard- Andersen | |
2007 | Katrine Veje, OB | |
2006 | Nanna Christiansen, BK Skjold |