Baggrund

Fodbold har gennem mere end ét århundrede udviklet og positioneret sig som den foretrukne idrætsgren i Danmark såvel blandt aktive udøvere, trænere, ledere og som tilskuersport, og udgør dermed en aktiv og passiv fritidsinteresse for hundrede af tusinder af mennesker.
 
Siden 1978 har fodbold tillige etableret sig forretningsmæssigt som en branche i traditionel, erhvervsmæssig forstand.
 
Fodboldens interessenter begrænser sig derfor ikke kun til sportens aktive udøvere, men omfatter tillige trænere, ledere, dommere, hele klubber, paraply- og internationale organisationer, de organiserede tilskuer- og fangrupper, stat og kommuner, erhvervsvirksomheder i form af etablerede og potentielle sponsorer og samarbejdspartnere, medier og befolkningen.
 
Miljøet og branchens omdømme vurderes derfor løbende i såvel den brede offentlighed som i erhvervslivet af det generelle indtryk, fodboldens interessenter medvirker til at give.
 
Vi har derfor både et ansvar og nogle regler, vi skal overholde.
 
God opførsel begrænser sig imidlertid ikke til de emner, der er omtalt i dette Etisk Kodeks, som med afsnittet ’etiske problemstillinger og standarder’ har til formål at være fleksibelt og aktuelt ved gennem tiden at blive suppleret med Dansk Boldspil-Unions holdninger til nye, aktuelle emner.