Problemstillinger

Doping:
 
Dansk fodbold støtter aktivt dopingkontrollen og -bekæmpelsen som den udføres og varetages af de formelle, danske og internationale organisationer og institutioner.
 
Doping - under enhver form – er ulovligt, og er derfor uforeneligt med dansk fodbolds værdier for så vidt angår sundhed og sportslig ansvarlighed.
 
Doping betragtes som usportsligt og indiskutabelt uforeneligt med dansk fodbold.
 
Doping som følge af indtagelse af livsstilsprægede præparater er alt andet lige ulovligt, og er derfor ligeledes uforeneligt med de signaler, dansk fodbold ønsker dens ambassadører skal sende til ikke mindst ungdommen men også overfor fodbold som sportsgren, metier og branche.
 
Brug af kosttilskud er som udgangspunkt ikke ulovligt. Men indholdet af visse kosttilskudsprodukter kan derimod være det! Du bør derfor tjekke brugen af konkrete produkter med din praktiserende læge eller klubbens læge.
  
 
Forretningsmoral:
 
Spillere, trænere, ledere, dommere, klubber og organisationer opfordres til at definere normer for forhandlings- og forretningsmoral og sikre efterlevelse af disse.
 
Sådanne normer bør også omfatte interessenternes brug af eventuelle tredjeparter, eksempelvis spilleragenter.
 
Det er de pågældende klubbers og spilleres ansvar, at de af dem valgte tredjeparter efterlever de samme forretningsmæssige standarder, som de selv er underlagt.
 
  
Racisme og diskrimination:
 
Fodbold er en universel sport, og skal accepteres af alle fodboldens parter som sådan.
 
Dansk fodbold udviser derfor nul-tolerance overfor racisme og diskrimination i enhver form.
 
Ved racisme og diskrimination forstås enhver form for verbal eller non-verbal kommunikation, der har til formål eller kan forventes at såre, støde eller provokere andre mennesker på baggrund af deres eller andres køn, nationale tilhørsforhold, etniske oprindelse, race, sprog, religion, eventuelle tilhørsforhold til en minoritetsgruppe eller seksuelle præferencer.
 
 
Religion og politik:
 
Dansk fodbold skal afholde sig fra at tage aktiv del i eller blive benyttet som platform til kommunikation af religiøse trosretninger eller politiske overbevisninger.
 
Det sker gennem accept af de til enhver tid gældende retningslinjer for samkvem med andre nationer og deres statsborgere som defineret og vedtaget af den danske regering og Folketinget samt de internationale organisationer EU (Det europæiske Fællesskab) og FN (De forenede Nationer) og herefter implementeret af DBUs internationale paraplyorganisationer, det europæiske fodboldforbund, UEFA, og det internationale fodboldforbund, FIFA.
 
 
Spil (bookmaking):
 
Det er forbudt at spille på kampe hvori du selv er aktiv eller på anden måde formel part i.  
 
For aktive – spillere, trænere, ledere og dommere – er spil på fodboldkampe under enhver form, som direkte kan forbindes med mulige, privatøkonomiske eller sportslige interesser, ligeledes forbudt.
 
Dette gælder også, uanset om der spilles på eget holds fordel.
 
Årsagen til dette forbud er at spil på egne kampe gør dig sårbar overformistænkeliggørelse, som også kan ramme dine holdkammerater, din klub og selve fodboldsporten.
 
  
Mistænkeliggørelse:
 
Fodboldens interessenter skal generelt afholde sig fra at mistænkeliggøre kolleger og andre personer.
 
Det skal især undlades, hvis mistænkeliggørelsen ikke kan dokumenteres.
 
Fodboldens relevante organer skal reagere overfor urimelig mistænkeliggørelse af andre interessenter, og urimelig og udokumenteret mistænkeliggørelse skal straffes i henhold til gældende love og regler.
 
Det er tillige god stil at afholde sig fra at udtale sig negativt om andre personers, klubbers eller organisationers opførsel, kompetence, dispositioner og drift.
  
 
Organisationer:
 
Der er organisationsfrihed i Danmark.
 
Fodboldens interessenter skal frit kunne organisere sig.
 
Hvis én eller flere interessenter ønsker at lade sig repræsentere af en forening eller organisation, skal fodboldens øvrige parter respektere dette valg, ligesom retten til ikke at organisere sig skal respekteres.
 
Organisationsfrihed, udøvelse af erhvervsmæssig drift etc. skal til enhver tid ske under reference til og i respekt for det danske, europæiske og internationale fodboldforbunds love og bestemmelser.
  
 
Pædofili:
 
Seksuelle overgreb mod børn og unge er ikke alene ulovligt i det danske retssamfund.
 
Seksuelle tilnærmelser, opfordringer og overgreb overfor børn og unge er tillige absolut uforeneligt med tilknytning til en fodboldklub.
 
Dansk fodbold skal på ingen måde tilsidesætte almindelige retsmæssige principper i tilfælde af mistanke om et pædofilt forhold eller seksuelt overgreb, og overlader en eventuel opklaring og dom til henholdsvis politi og retsvæsen.
 
I forhold til fodboldsportens betydning og udbredelse blandt børn og unge, er det imidlertid Dansk Boldspil-Unions holdning, at dom for pædofili eller seksuelle overgreb skal medføre en livsvarig karantæne fra såvel tillidshverv som ansættelse i en fodboldklub for at værne om et sikkert miljø for børn og unge.
 
Organisationerne og klubberne vil anbefale og støtte ethvert lovforslag, der har til formål at fremme oplysningspligten og registreringen af seksualforbrydere.
 
Klubberne opfordres tillige til at følge anbefalingerne i DBUs koncept for kontrol og oplysning omkring pædofili.
 
  
Sponsorer og samarbejdspartnere:
 
Spillere, trænere, ledere og dommere har til enhver tid et moralsk – og ofte også juridisk – ansvar overfor klubbens og forbundets sponsorer og samarbejdspartnere, der ligger som en naturlig forlængelse af de pågældendes tilhørsforhold til klub og forbund.
 
For så vidt angår klubbers og organisationernes valg af sponsorer og samarbejdspartnere gælder, at sponsorer og samarbejdspartnere såvel på det konkrete som arbitrære plan drager image- og brandingmæssige fordele af associationerne til dansk fodbold og dens nærmeste interessenter.
 
Klubberne og organisationerne skal ligesom de individuelle personer tilknyttet dansk fodbold som minimum overholde de gældende danske markedsføringsregler herunder specifikke regler for reklame og markedsføring for eksempelvis spiritus, cigaretter og gambling, som gælder indenfor dansk idræt.
 
Klubberne og organisationerne skal samtidig vælge deres sponsorer og samarbejdspartnere ud fra en vurdering af, hvorvidt den enkelte klub eller organisation samt fodbolden generelt kan drage fordel af associationerne til den pågældende virksomhed samt, hvorvidt klubben eller organisationen vurderer at virksomhedens produkter, markedsføring og generelle forretningsdrift er på et alment acceptabelt niveau.