Propositioner for DBU Pokalen

 

Propositioner for DBUs Landspokalturnering

 I. Turneringens navn og administration

 

§ 1.1 Turneringens navn er DBUs Landspokalturnering for herrer.
 
§ 1.2 Turneringen udskrives af Divisionsforeningen, jf. DBUs loves § 3.1, jf. § 1.8, og planlægges, administreres og afvikles efter de i henhold til DBUs loves § 7.5 og § 38.1 af Divisionsforeningens bestyrelse fastlagte propositioner og de af Divisionsforeningens bestyrelse i henhold til DBUs loves § 3.2, jf. § 1.8, vedtagne supplerende bestemmelser herfor.
 
§ 2.1 Turneringens daglige administrator (herefter kaldet »administrator«) er i de indledende runder de enkelte lokalunioner og i de afsluttende runder enten DBU selv (dvs. DBUs sekretariat og de relevante fagudvalg i DBU) eller en organisation, til hvilken DBUs bestyrelse har foretaget uddelegering i henhold til DBUs loves §§ 1.8 eller 3.2.
 
§ 2.2 Alle indberetninger, oplysningsskemaer, kampregnskaber, indbetalinger, protester, ansøgninger, forespørgsler og andre henvendelser vedrørende turneringen skal indsendes til administrator, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af disse propositioner.
 
§ 3

En klub og dennes eventuelle samarbejdspartner(e) i henhold til lovenes § 17.4, stk. 2, eller i henhold til en aftale om delvis fusion, en overbygningsaftale eller lignende samarbejdsaftale, anses i disse propositioner som en sportslig enhed, og det er denne enhed, der menes, når der efterfølgende i disse propositioner anvendes betegnelsen »klub«.
 

  II. Turneringsperioden
§ 4.1 Turneringsperioden løber fra den 1. januar til og med Kristi Himmelfartsdag i det efterfølgende kalenderår.
 
§ 4.2 I det første kalenderhalvår af turneringsperioden, dvs. i perioden 1. januar - 30. juni, afvikles turneringens indledende runder. I den resterende del af turneringsperioden afvikles turneringens afsluttende runder. Administrator kan dog vælge at fremrykke en eller to omgange af de afsluttende runder til første halvår.
 
  III. Turneringsordning
§ 5.1 Turneringen afvikles med indledende og afsluttende runder.
 
§ 5.2 I de indledende runder består turneringen af alle hold uden for Herre-DM, som har tilmeldt sig turneringen.
Kampene i de indledende runder spilles efter cupsystemet internt blandt deltagerne fra hver enkelt lokalunion. De indledende runder tilrettelægges således, at lokalunionerne til de afsluttende runder hver afleverer følgende antal hold:

DBU Bornholm            - 1 hold
DBU Fyn                - 8 hold
DBU Jylland                - 19 hold
DBU København        - 8 hold
DBU Lolland-Falster  - 3 hold
DBU Sjælland             - 13 hold
I alt - 52 hold
 
§ 5.3

I de afsluttende runder består turneringen af de 52 hold, som afleveres fra de indledende runder, samt de 50 hold, som har deltaget i Herre-DM i første halvdel af det pågældende kalenderår.
Kampene i de afsluttende runder spilles efter cup-systemet i overensstemmelse med nedenstående skema:

 
1. runde
Fra de indledende runder deltager 52 hold.
Fra forårets 2. division deltager 24 hold, dog jf. denne paragrafs første afsnit.
Fra forårets 1. division deltager nr. 2-12, dog ikke den der eventuelt er rykket op i Superligaen (nr. 2 og 3).
Fra forårets Superliga deltager nr. 14 samt eventuelle øvrige hold der er rykket ned i 1. division (nr. 12 og 13).
I alt 88 hold.
 
Disse hold inddeles af administrator efter geografiske kriterier i et antal puljer og modstanderne af kampene i hver pulje findes ved lodtrækning foranstaltet af administrator.
 
2. runde
44 vindere fra 1. runde.
Fra forårets 1. division deltager nr. 1 samt eventuelt øvrige oprykkere (nr. 2 og 3).
Fra forårets Superliga deltager nr. 7-13, dog ikke eventuelle nedrykkere til 1. division (kan være nr. 12 og 13).
Såfremt den forgangne sæsons vinder af DBU Pokalen blev placeret som nr. 7-13 i Superligaen træder holdet først ind i 3. runde, mens nr. 6 i Superligaen træder ind i 2. runde. 
I alt 52 hold.
 
Disse hold inddeles af administrator efter geografiske kriterier i 2 lige store puljer - øst og vest - og modstanderne i de 14 kampe i hver pulje findes ved lodtrækning foranstaltet af administrator. Lodtrækningen tilrettelægges således, at klubberne i Superligaen ikke kan møde hinanden, samt så vidt muligt således, at klubberne udenfor Herre-DM ikke kan møde hinanden. 
 
3. runde 
26 vindere fra 2. runde.
Fra forårets Superliga deltager nr. 1-6
Såfremt vinderen af DBU Pokalen den forgange sæson sluttede dårligere end nr. 6 i Superligaen træder holdet ind i 3. runde i stedet for nr. 6 i Superligaen, som så træder ind i 2. runde.
I alt 32 hold.
 
Modstanderne i de 16 kampe findes ved lodtrækning foranstaltet af administrator. Lodtrækningen tilrettelægges således, at klubberne i Superligaen ikke kan møde hinanden, samt så vidt muligt således, at klubberne udenfor Herre-DM ikke kan møde hinanden.

4. runde

16 vindere fra 3. runde.
I alt 16 hold.

Modstanderne i de 8 kampe findes ved lodtrækning foranstaltet af administrator.
 
5. runde (kvartfinaler)
8 vindere fra 4. runde.
I alt 8 hold.
 
Modstanderne i de 4 kampe findes ved lodtrækning foranstaltet af administrator.
 
6. runde (semifinaler)
4 vindere fra 5. runde.
I alt 4 hold.

Modstanderne i de to semifinaler findes ved lodtrækning foranstaltet af administrator.
 
7. runde (finalen)
Finalen spilles mellem de 2 vindere af semifinalerne.
 
§ 5.4

For så vidt angår de indledende runder
Medmindre administrator beslutter andet findes hjemmeholdene ved en fri lodtrækning foranstaltet af administrator.

For så vidt angår de afsluttende runder
Holdene i de enkelte kampe findes ved lodtrækning foranstaltet af administrator med de forbehold og kriterier der er nævnt under disse propositioners § 5.3.

Det lavest rangerende hold har hjemmebane til og med kvartfinalerne. Hvis et seriehold kvalificerer sig til semifinalerne vil holdet få tildelt hjemmebane hvis det valgte spillested opfylder de nødvendige  sikkerhedsmæssige krav.

Holdets rangering på tidspunktet for lodtrækning til de enkelte runder er gældende for hele den løbende turnering.

Hvis det ved lodtrækningen fundne hjemmehold ikke ønsker hjemmebane kan hjemmebanestatus overgives til udeholdet såfremt udeholdet accepterer dette. Dette skal i givet fald meddeles administrator senest 48 timer efter lodtrækningen.   

Hvis administrator vurderer, at det af klubberne foreslåede spillested ikke opfylder de nødvendige sikkerhedsmæssige foranstaltninger, kan administrator i særlige tilfælde beslutte spillestedet, herunder beslutte kampen afviklet på neutral bane.
 
§ 5.5 Finalen spilles Kristi Himmelfartsdag med Divisionsforeningen som arrangør. Finalen afvikles i fællesskab mellem DBU, FLU og Divisionsforeningen. Spillested for finalen fastsættes af Divisionsforeningens bestyrelse.
 
§ 5.6 Ender kampene i turneringen uafgjort, spilles der omspil i 2x15 minutter, og er en kamp fortsat uafgjort, tildeles der hvert hold 5 straffespark, som skal sparkes af 5 forskellige spillere. Dommeren foretager lodtrækning, og anføreren, fra det hold der vinder lodtrækningen, vælger, om holdet vil sparke først eller sidst. Straffesparkene udføres skiftevis af en spiller fra hvert hold. Det hold, der herefter har scoret flest mål, er vinder. Er kampen stadig uafgjort, fortsættes med ét straffespark til hvert hold, stadig med nye spillere, indtil en vinder er fundet. Er stillingen stadig uafgjort, når alle spillere har sparket straffespark, begyndes forfra, stadig med ét straffespark til hvert hold af gangen. Alle straffespark skal skydes mod samme mål.
 
§ 6 En klub kan kun deltage i turneringen med ét hold, som skal være klubbens 1. hold.
 
  IV. Pokaler og medaljer m.v.
§ 7.1 Vinderen af finalen i turneringen modtager en af DBU udsat pokal, der skal vindes 5 gange i træk, eller 6 gange i alt, for at blive en klubs ejendom. Vinderen får tillige en miniaturepokal til ejendom.
 
§ 7.2 Herudover får hver deltager på det vindende hold DBUs guldmedalje for Herre-LP, mens hver af deltagerne på det tabende hold får DBUs sølvmedalje for Herre-LP.
 
  V. Ekstraordinær udtræden
§ 8.1 Bliver der som følge af konkurs eller anden ekstraordinær grund en plads ledig i turneringen, udfyldes den ledige plads af det hold, som senest i turneringen tabte til det hold, som ekstraordinært udtræder af turneringen.
 
§ 8.2 Divisionsforeningens bestyrelse afgør endeligt og med bindende virkning ethvert spørgsmål om fortolkningen og anvendelsen af § 8.1.
 
  VI. Spilleberettigelse
§ 9.1 En spiller er spilleberettiget i turneringen, når den pågældende spiller ville være spilleberettiget for klubben i en kamp samme spilledag i den ordinære turnering og bestemmelserne i § 9.2 eller § 9.3 ikke fører til et andet resultat.
 
§ 9.2 I de indledende runder skal spilleren tillige være spilleberettiget efter lokalunionens regler.
 
§ 9.3 I de afsluttende runder kan en spiller, der har skiftet klub efter den første semifinalekamp, ikke deltage for sin nye klub, hvis han tidligere har deltaget for en anden klub i de afsluttende runder.
 
§ 9.4 En spiller, der er idømt karantæne i en af DBU, Divisionsforeningen eller en lokalunion udskrevet turnering, er kun spilleberettiget, når karantænen er afsonet, eller den pågældende turnerings bestemmelser, hvori spilleren er idømt karantæne, er opfyldt. En spiller er ikke spilleberettiget, hvis spilleren af andre disciplinære grunde er udelukket fra at spille. Vedrørende de afsluttende runder henvises til reglerne i de disciplinære bestemmelser.
 
§ 9.5 Administrator kan i særlige tilfælde dispensere for reglen i § 9.4.
 
  VII. Kampenes afvikling
§ 10.1 I både de indledende og de afsluttende runder fastsætter administrator spillestederne samt dato og klokkeslæt for kampene, under behørig hensyntagen til bestemmelserne i § 5.4 og § 5.5.
 
§ 10.2 Kampene lægges på det klokkeslet, som administrator og programgruppe finder gunstigst, og kan ikke fordres flyttet af hensyn til lokale turneringskampe.
 
§ 10.3 Det skal af administrators programlægning fremgå hvilken klub, der er arrangør af de enkelte kampe. Arrangøren bærer ansvaret for kamparrangementet dog har den tilrejsende klub et medansvar for egne tilhængere. Arrangøren er endvidere ansvarlig for overholdelse af de supplerende regler for afvikling af kampene, som vedtages af Divisionsforeningens bestyrelse. I finalen er Divisionsforeningen ansvarlig for arrangementet, jf. § 5.5.
 
§ 10.4 Kampene spilles normalt på den arrangerende klubs bane eller spilleplads. Modstanderen kan dog ikke modsætte sig, at en kamp afholdes på en anden propositionsmæssig bane i eller ved vedkommende by. Hvis en kamp, der var planlagt spillet på en offentlig bane (dvs. på opvisningsbanen i en idrætspark eller på et stadion eller et lignende anlæg), aflyses af banens ansvarlige ledelse i god tid forinden det planlagte kamptidspunkt, skal den så vidt muligt søges afviklet på det planlagte tidspunkt på et andet passende anlæg. Hvis dette ikke er muligt, omberammer administrator kampen til afholdelse på et senere tidspunkt.
 
§ 10.5 Såfremt dommeren eller baneledelsen nægter at lade kampen spille på grund af banens tilstand eller af anden akut grund, skal dommeren gøre bemærkning om forholdet i sin kampindberetning, jf. § 22. Administrator omberammer derefter kampen til afholdelse på et senere tidspunkt. Hvis den pågældende bane ejes eller administreres af den arrangerende klub og aflysningen skønnes at have været uberettiget, kan administrator træffe disciplinære foranstaltninger over for klubben i sagens anledning.
 
§ 10.6 Hvis en kamp afbrydes på grund af vejrlig, banens tilstand eller af anden akut grund, skal dommeren indberette dette. Administrator kan herefter beslutte af lade kampen spille om, at lade kampen spille færdig eller fastsætte kampens resultat samt fradømme og/eller tilkende point.
 
§ 10.7 Den arrangerende klub skal levere bolde til kampen. Boldene skal overholde bestemmelserne i Fodboldloven.
 
§ 10.8 Den klub, der ikke er arrangør af kampen (i finalen begge klubber), skal i de afsluttende runder senest 2 dage før kampen af hensyn til produktionen af kampbrochurer og lignende oplyse arrangøren om sin spilledragt (trøje, benklæder og strømper) og om rygnumrene på sine spillere, således som disse stiller op på banen eller udskiftningsbænken ved kampens begyndelse. Får en spiller forfald mellem opgivelsestidspunktet og kampens begyndelse, skal den nyindtrådte anvende den udgåede spillers rygnummer.
 
§ 11.1 Skal en klub afgive 2 eller flere spillere fra sit 1. hold til landskampe, kampe godkendt af DBU eller Divisionsforeningen, eller skal en klub deltage i en UEFA-kamp, hvor det planlagte begyndelsestidspunkt for de pågældende kampe ligger mindre end 3 nætter efter det planlagte begyndelsestidspunkt for en pokalkamp, til hvilken de pågældende er spilleberettiget, er klubben berettiget til efter ansøgning herom at få pokalkampen flyttet.
 
§ 11.2 Administrator kan endvidere beslutte at flytte en planlagt pokalkamp efter forudgående ansøgning herom i tilfælde, hvor begge klubber er enige om ændringen.
 
§ 11.3 Den klub, som ønsker kampflytningen, er ansvarlig for, at kampflytningsansøgningen kommer administrator rettidigt i hænde. Enhver ansøgning om ændring af et planlagt spilletidspunkt i de indledende runder skal være administrator i hænde senest på det tidspunkt, der gælder for kampflytningsansøgninger i relation til ved-kommende lokalunions turneringskampe, og i de afsluttende runder senest 14 dage inden det oprindeligt planlagte spilletidspunkt eller inden det ansøgte nye spilletidspunkt, hvis dette ligger før det oprindeligt planlagte spilletidspunkt. I de i § 11.1 nævnte tilfælde skal ansøgningen dog blot indsendes snarest muligt, hvis det forhold, som begrunder ansøgningen, først bliver kendt efter udløbet af den normale ansøgningsfrist.
 
§ 11.4 Administrator kan bestemme, at der skal betales et gebyr for behandlingen af enhver kampflytningsansøgning, og at en ansøgning betragtes som ikke indgivet, så længe gebyret ikke er betalt.
 
§ 12.1 Den tilrejsende klub bør være fremme på kampstedet senest 60 minutter før kampens planlagte begyndelsestidspunkt. Bliver den tilrejsende klub ramt af befordringsmæssig force majeure, udsætter dommeren kampens begyndelse så længe, at den tilrejsende klub får 60 minutters forberedelsestid fra ankomsten til kampstedet og indtil kampen sættes i gang, medmindre klubben helt eller delvist afstår herfra. Dommeren kan dog også vælge helt at aflyse kampen, hvis han skønner, at den pågældende udsættelse vil blive uhensigtsmæssig lang. Dommeren skal gøre bemærkning om forholdet og om sin afgørelse i sin kampindberetning, jf. § 22. I tilfælde af aflysning fastsætter administrator et nyt tidspunkt for kampens afholdelse.
 
§12.2 Det er tilladt klubberne at benytte fly som befordringsmiddel. Et eventuelt start- eller landingsforbud meddeles straks arrangørklubben og dommeren, der udsætter kampen indtil videre. Kampen aflyses dog helt, såfremt det er klart, at den tilrejsende klub efter en forsinket ankomst til kampstedet + 60 minutters forberedelse, jf. § 12.1, og afvikling af kampen ikke vil kunne nå at rejse hjem med fly samme dag. Dommeren skal gøre bemærkning om forholdet og om sin afgørelse i sin kampindberetning, jf. § 22. I tilfælde af aflysning fastsætter administrator et nyt tidspunkt for kampens afholdelse.
 
§ 13.1 Spillepladsen skal være indhegnet, og spillebanen skal være mindst 105 m lang og 68 m bred og afmærket og indrettet, som de i § 14.1 nævnte spilleregler foreskriver. Indhegningskravet gælder ikke i de indledende runder. Administrator kan i særlige tilfælde efter forudgående ansøgning dispensere fra kravet om indhegning (hvor dette krav er gældende) og fra dimensionskravet.
 
§ 13.2 Den arrangerende klub skal på dommerens forlangende ved opmåling godtgøre, at banen har de foreskrevne dimensioner.
 
§ 13.3 Afvikling af kampe i elektrisk lys forudsætter, at lysstyrken på banen er mindst 250 lux.
 
§ 13.4 Indsigelser mod baneforholdene fritager ingen klub for at spille, medmindre dommeren skønner, at kampen ikke bør gennemføres. Dommeren skal gøre bemærkning om eventuelle protester mod baneforholdene og om sin eventuelle aflysning af kampen i sin kampindberetning, jf. § 22. I tilfælde af aflysning, eller hvis en protest mod baneforholdene nyder fremme, fastsætter administrator et nyt kamptidspunkt (og eventuelt nyt spillested).
 
§ 14.1 Kampene spilles efter den af DBU senest udgivne udgave af »Fodboldloven« med tillæg af alle siden udgivelsen foretagne forandringer i spillereglerne, som er meddelt de under DBU hørende organisationer, klubber og tredjemænd i overensstemmelse med DBUs loves § 3.4. I de indledende runder spilles endvidere med tidsbestemt udvisning i 10 minutter for en advarsel.
 
§ 14.2

I de indledende runder gælder samme regler om antallet af udskiftningsspillere og om udskiftning, som anvendes i turneringskampe under spillestedets lokalunion. I de afsluttende runder gælder samme regler om antallet af udskiftningsspillere og om udskiftning som i kampene i Herre-DM, jf. § 22.2 - § 22.3 i propositionerne for Herre-DM.

Hvis de to hold i sine respektive turneringspropositioner har forskellige regler for antal spillere på reservebænken, er de to hold omfattet af reglerne for det lavest rangerende hold, dog minimum tre udskiftningsspillere og en reservemålmand. Administrator vil tilsende holdene holdskemaer svarende til de relevante turneringspropositioner.
 

§ 14.3 Navnene og rygnumrene på de 11 spillere, der starter på banen, samt navnene og rygnumrene på udskiftningsspillerne skal i de indledende runder meddeles dommeren i overensstemmelse med de regler, som gælder for turneringskampe under spillestedets lokalunion, og i de afsluttende runder senest 30 minutter før kampens planlagte begyndelsestidspunkt, jf. § 22.2.
 
§ 14.4 En kamp kan ikke begynde, hvis et hold består af færre end 7 spillere, og skal afsluttes, hvis et hold reduceres til færre end syv spillere på banen.
 
§ 15.1 Spillestedets lokalunion udpeger dommer og, efter lokalunionens nærmere skøn, linjedommere til kampene i de indledende runder. DBUs dommerudvalg udpeger dommer og linjedommer til alle kampe i de afsluttende runder.
 
§ 15.2 Dommerne og linjedommerne er berettigede til at modtage honorarer, rejse- og opholdsgodtgørelser og naturalier i overensstemmelse med de til enhver tid gældende overenskomster mellem de relevante organisationer på den ene side og Dansk Fodbolddommer-Union på den anden side. DBU forestår central dommerafregning. Udgiften indgår i kampregnskabet i henhold til § 24.
 
§ 16.1 De respektive holds markspillere skal være ensartet påklædt i farver, der adskiller sig fra dommerens og modstanderholdets farver, og farverne på målmændenes trøjer skal være forskellige og adskille sig både fra markspillernes og fra dommerens farver. Hvis dette ikke er tilfældet, er dommeren berettiget til at bortvise den eller de pågældende fra spillepladsen, indtil kravene er opfyldt.
 
§ 16.2 For så vidt de to holds spilledragter, som består af trøje, bukser og strømper, frembyder så stor lighed med hinanden, at det kan være forbundet med vanskelighed at skelne de to holds spillere fra hinanden, skal den arrangerende klub være berettiget til at beholde sin dragt, og den anden klub skal anvende en anden spilledragt, således at fejltagelse udelukkes. Hvis den arrangerende klub stiller op i anden spilledragt, helt eller delvist, end den i håndbogen nævnte og det derved bliver vanskeligt at skelne de to holds spillere fra hinanden, er den arrangerende klub pligtig til på dommerens påbud at iføre sig en anden spilledragt. Opstår problemet i forbindelse med finalekampen, afgøres spørgsmålet af administrator ved lodtrækning.
 
§ 16.3 Det er obligatorisk for spillerne at bruge benskinner, og lederne har pligt til at sikre sig, at spillerne bærer sådanne. Bliver dommeren opmærksom på, at en eller flere spillere ikke bærer benskinner, skal de pågældende bortvises fra spillepladsen, indtil forholdet er bragt i orden.
 
§ 17.1 Såfremt en klub uden lovligt forfald udebliver fra en kamp eller ikke er rede til at spille senest 5 minutter efter det for kampen planlagte begyndelsestidspunkt, kan kampen af administrator erklæres for tabt af den klub, der ikke var rede. For kampe mellem klubber fra samme by gælder dog ingen 5 minutters respit. Som lovligt forfald vil i intet tilfælde enkelte spilleres forfald blive anerkendt.
 
§ 17.2 Ved udløbet af den ovenfor angivne respit på 5, henholdsvis 0, minutter, må den af parterne, der over for administrator vil hævde sin ret til eventuelt at få kampen erklæret vundet, nedlægge påstand derom over for dommeren og godtgøre at være spilleberedt. Dommeren skal gøre bemærkning herom i sin kampindberetning, jf. § 22.
 
§ 17.3 Administrator afgør i hvert enkelt tilfælde, om udeblivelsen eller forsinkelsen af kampens start er af en sådan karakter, at det skal medføre tabt kamp for det ikke spilleberedte hold, eller om der eventuelt skal fastsættes et nyt tidspunkt for kampens afholdelse.
 
§ 17.4 Administrator kan efter omstændighederne træffe andre disciplinære forholdsregler end nævnt i § 17.3 i sagens anledning.
 
§ 18.1 Administrator er berettiget til af egen drift at kontrollere kampenes rettidige begyndelse, og hvis det konstateres, at en kamp ikke er begyndt til den fastsatte tid, da at erklære kampen for tabt af den ikke spilleberedte klub.
 
§ 18.2 Administrator er endvidere berettiget til af egen drift at kontrollere, om kravene med hensyn til baneanlæggets beskaffenhed og banens dimensioner, indhegning, lysstyrke osv. er overholdt og, hvis dette ikke er tilfældet, da at aflyse kampen på forhånd eller efterfølgende erklære dens resultat ugyldigt. Hvis dette sker, fastsætter administrator tid og sted for en ny kamp.
 
§ 19.1 Spilletiden i kampene er 2x45 minutter plus den tid, dommeren lægger til i henhold til de i § 14.1 nævnte spilleregler.
 
§ 19.2 Pausen mellem de to halvlege er 15 minutter.
 
§ 20.1 Mener anføreren for et hold under en kamp, at dommeren har gjort en urigtig anvendelse af de i § 14.1 nævnte spilleregler, skal han, for at hans indsigelse overhovedet skal kunne komme i betragtning, umiddelbart efter kendelsens afsigelse over for dommeren på selve spillepladsen protestere imod den. Angående den således nedlagte protest må anføreren derefter gøre indstilling til sin klubs bestyrelse, hvis skriftlige indberetning om sagen må være administrator i hænde senest 2 dage efter kampens afvikling. Dommeren skal gøre bemærkning om protesten i sin kampindberetning, jf. § 22.
 
§ 20.2 Bliver administrator bekendt med, at en dommer under en kamp har gjort en urigtig anvendelse af de i § 14.1 nævnte spilleregler, der har fået direkte indflydelse på kampens resultat, træffer administrator, uanset om der er nedlagt protest i overensstemmelse med § 20.1 eller ej, de afgørelser og foranstaltninger, som må anses for nødvendige.
 
§ 21 En hvilken som helst protest skal ved fremsendelsen til administrator være ledsaget af et depositum som i de indledende runder svarer til vedkommende lokalunions normale depositum i protestsager, og i de afsluttende kampe kr. 500, hvilket tilbagebetales, hvis protesten tages til følge, mens det tilfalder administrators kasse, hvis protesten ikke fører til noget. Medfølger sådant depositum ikke, anses protesten som ikke indgivet.
 
  VIII. Kampenes indberetning
 
§ 22.1 Indberetning af kampe i de indledende runder sker på samme måde som indberetning af turneringskampe for herreseniorer under spillestedets lokalunion. Indberetning af kampe i de afsluttende runder foretages af dommeren senest dagen efter kampen.
 
§ 22.2 Til brug for dommerens indberetning af kampe i de afsluttende runder skal begge klubber senest 30 minutter før det planlagte begyndelsestidspunkt aflevere et holdskema til dommeren, som angiver navnene, fødselsdatoerne og rygnumrene på de 11 spillere, der starter på banen, og på udskiftningsspillerne, og navnet på holdets anfører og dets holdleder. Finder udskiftning sted i kampens løb, anføres dette af dommeren på holdskemaet efter kampen. Navne og funktioner på personer i teknisk område skal være anført på holdskemaet.
 
§ 22.3 Har baneledelsen nægtet at lade en kamp spille på grund af banens tilstand, eller har dommeren benyttet sig af den i de for kampen gældende spilleregler, jf. § 14.1, eller i disse propositioner hjemlede ret til at udsætte, aflyse eller afbryde en kamp, eller har han advaret eller udvist en spiller, træner eller leder, eller at der i forbindelse med kampen blev nedlagt protest mod baneforholdene i henhold til § 13 eller mod en dommerkendelse i henhold til § 20.1 eller nedlagt påstand om vunden kamp i overensstemmelse med § 17.2, skal dommeren anføre dette i sin indberetning med sine bemærkninger. (I de indledende runder skal advarsler dog ikke indberettes). Administrator træffer derefter de afgørelser og foranstaltninger, som må anses for nødvendige.
 
  IX. Økonomi
§ 23.1

For de indledende runder henvises til reglerne for de arrangerende klubbers lokalunion.

I de afsluttende runder er der ikke regnskabspligt eller krav til indsendelse af dokumentation. Her gælder følgende:

For så vidt angår runderne 1, 2 og 3
DBU betaler kampens dommerudgifter.

Hjemmeholdet oppebærer hele kampens entreindtægt, men betaler alle kampudgifter (herunder udgifter til stadionpersonale inkl. det antal kontrollører der skønnes nødvendigt for at opretholde ro og orden, udgifter til lys, udgifter til markedsføring m.v.). 

DBU betaler udeholdet et rejsetilskud svarende til DBUs til enhver tid gældende befordringsregulativ, fastsat af DBUs bestyrelse.

For så vidt runderne 4 og 5
Hjemmeholdet betaler for kampens dommerudgifter. Dommerne betales forlods af DBU via central dommerafregning. DBU opkræver efterfølgende beløbet hos hjemmeklubberne.   

Hjemmeholdet oppebærer hele kampens entreindtægt, men betaler alle kampudgifter (herunder udgifter til stadionpersonale inkl. det antal kontrollører der skønnes nødvendigt for at opretholde ro og orden, udgifter til lys, udgifter til markedsføring m.v.).

DBU betaler udeholdet kr. 25.000 i rejsetilskud hvis holdet krydser Storebælt, ellers kr. 10.000 i rejsetilskud.

For så vidt angår økonomi i semifinalerne (enkeltkampe)
Hjemmeholdet betaler for kampens dommerudgifter. Dommerne betales forlods af DBU via central dommerafregning. DBU opkræver efterfølgende beløbet hos hjemmeklubberne.   

Hjemmeholdet oppebærer hele kampens entreindtægt, men betaler alle kampudgifter (herunder stadionleje, udgifter til stadionpersonale inkl. det antal kontrollører der skønnes nødvendigt for at opretholde ro og orden m.v.). 

Hjemmeholdet betaler kr. 100.000 til udeholdet inkl. kompensation for rejseomkostninger.

For så vidt angår finalen
Det økonomiske nettoresultat for finalen opgøres af administrator, som summen af alle udgifter og indtægter, herunder TV-honorar og udgifter til leje af stadion. Kampens nettooverskud fordeles med 20% til DBU og 40% til hver af de finaledeltagende klubber. 

§ 24.1 Hvis en kamp aflyses, uden at behørig meddelelse herom er givet til den tilrejsende klub inden dennes afrejse, har den tilrejsende klub, forudsat at afrejsetidspunktet i øvrigt må anses for normalt og rimeligt i forhold til rejsens længde, det valgte befordringsmiddel og det planlagte spilletidspunkt, ret til refusion fra hjemmeholdet af sine afholdte udgifter mod forevisning af behørig dokumentation.
 
§ 24.2 Den tilrejsende klub har i intet tilfælde krav på refusion efter § 24.1, hvis meddelelsen om aflysning blev givet mindst 24 timer før det planlagte kamptidspunkt.
 
§ 25.1 De arrangerende klubber fastsætter selv entrépriserne til alle kampene i turneringen.
 
§ 25.2 Gratis adgang til kampene i turneringen har som minimum følgende personer:
(a) Indehavere af DBUs partoutkort, jf. lovenes § 29.1.
(b) Indehavere af de af administrator udstedte adgangskort til Herre-LP inden for de i kortet fastsatte begrænsninger.
(c) Indehavere af de af administrator udstedte billetter til Herre-LP.
(d) Ungdomsmedlemmer til og med ynglinge hos de i den enkelte kamp deltagende klubber mod forevisning af gyldigt medlemskort.
(e) Repræsentanter fra pressen mod forevisning af gyldigt PF- (pressefotograf-) eller AIPS-kort.

Hvis der kan opnås enighed om det kan klubberne indbyrdes aftale et yderligere antal fribilletter under hensyntagen til det er hjemmeholdet der fastsætter entrépriser og oppebærer kampens entreindtægter, dog undtaget finalen.
 
§ 25.3 Adgangskort og billetter til de enkelte kampe i Herre-LP udstedes af hjemmeholdet efter retningslinjer fastlagt af Divisionsforeningens bestyrelse.
 
  X. Overtrædelser
 
§ 26.1 Administrator behandler og afgør som 1. instans alle disciplinærsager, heri indbefattet almindelige bødesager og protestsager, i forbindelse med turneringen, hvorved henvises til lovenes § 30. Administrators afgørelse i disciplinærsager kan, mod betaling af gebyr på kr. 1.000, ankes til DBUs appeludvalg i de i lovenes § 31.3 nævnte tilfælde og derfra videre i visse tilfælde til DIFs Appeludvalg som nærmere angivet i lovenes § 32.1.
 
§ 26.2 Benyttelse af ikke-spilleberettiget spiller i turneringen, vil normalt blive fulgt op af tabt kamp for det pågældende hold, såfremt dette hold enten har vundet eller opnået uafgjort med den ikke-spilleberettigede spiller på holdet. Dømmes en kamp tabt for et hold, fastsættes desuden målscoren.
 
§ 26.3 Protester, som kan bevirke ændring i et kampresultat, skal være administrator i hænde senest 2 dage efter kampens afholdelse, og øvrige protester senest 14 dage efter turneringens afslutning. Administrator kan dog dispensere fra disse frister i særligt alvorlige sager. Er turneringen eller en runde afsluttet og fristen for indsendelse af protester overskredet, kan resultatet af turneringen og eller resultaterne af den pågældende turneringsrunde, uanset den nævnte dispensationsadgang, ikke ændres. 
 
  XI. Ændringer
§ 27 Disse propositioner er vedtaget af Divisionsforeningens bestyrelse i overensstemmelse med DBUs loves § 7.5 og § 13.5, jf. § 1.8. Ændring af disse propositioner kan kun foretages af Divisionsforeningens bestyrelse med 3/4 flertal. Ændringer kan kun træde i kraft én gang om året, med virkning fra førstkommende turneringsstart. Forslag til ændringer skal være Divisionsforeningens administrerende direktør i hænde senest den 30. april.