§ 10 - Betingelser for scoring af mål

Scoring
Et mål er scoret, når hele bolden har passeret mållinjen mellem målstængerne og under overliggeren, forudsat at der ikke foreligger nogen lovovertrædelse af det hold, som har scoret. 

Et mål er ikke scoret, dersom målmanden fra det angribende hold kaster eller rammer bolden forsætligt med hånd eller arm fra sit eget straffesparksfelt, og er den sidste, der rører eller spiller bolden. Kampen genoptages med et målkast til det modsatte hold. 

Hvis dommerne – efter at et mål er scoret, og før spillet atter er sat i gang igen – finder ud af, at holdet, der scorede et mål, spillede med en ekstra spiller eller har foretaget en forkert udskiftning, skal de underkende måletog genoptage spillet med et indirekte frispark til modspillerne fra et hvilket som helst sted i eget straffesparksfelt. Hvis begyndelsessparket allerede er taget, skal der fortsat skrides ind overfor de spillere, der har begået noget ulovligt, jf. §3; men målet skal anerkendes. Dommerne skal rapportere hændelsen til de relevante myndigheder. Hvis målet blev scoret af det andet hold, godkendes scoringen.

Kampens afgørelse
Det hold, der har scoret flest mål hos modspillerne, har vundet kampen. Hvis begge hold scorer lige mange mål, eller der ingen mål scores, er kampen uafgjort. 

Turneringsreglement
Hvis turneringsreglementet foreskriver, at der skal udpeges en vinder efter en kamp eller kampe ude/hjemme, hvor stillingen er lige, tillades kun følgende muligheder:
  • reglen om udebanemål.
  • forlænget spilletid.
  • straffesparkskonkurrence.

Disse procedurer er beskrevet i afsnittet ’Afgørelse af uafgjorte kampe’.