§ 2 - Bolden

Egenskaber og mål

Bolden skal:
  • være kugleformet.
  • være lavet af læder eller andet passendemateriale.
  • have en omkreds på minimum 62 cm og maksimum 64 cm.
  • veje minimum 400 gram og maksimum 440 gram ved kampstart.
  • have et tryk, der svarer til 0,6-0,9 atmosfære (600-900 g/cm2) ved havets overflade.
  • hoppe minimum 50 cm og maksimum 65 cm på det første opspring, når den er sluppet fra en højde af 2 m.

Udskiftning af en defekt bold
Hvis bolden punkterer eller bliver defekt under kamp standses spillet:

  • spillet genoptages ved, at dommeren lader den nye bold falde, hvor den første bold blev defekt, jvf. dog §8.
  • sparket tages om, hvis bolden blev defekt efter udførelsen af et direkte frispark uden mur, et straffespark fra det andet straffesparksmærke eller et straffespark fra straffesparksmærket uden at bolden har nået at røre målstængerne, overliggeren eller en anden spiller, og ingen anden lovovertrædelse er begået. 


Hvis bolden punkterer eller bliver defekt, mens den er ude af spil (ved et begyndelsesspark, målkast, hjørnespark, dommeren lader bolden falde, frispark, straffespark eller indspark)
  • genoptages spillet i henhold hertil.
Bolden må ikke udskiftes under kampen uden dommernes tilladelse.

Logoer på bolde
I turneringskampe må kun anvendes bolde, der som minimum opfylder § 2.


Bolde, der anvendes i FIFA-turneringer og turneringer arrangeret af kontinentalforbundene, skal være forsynet med ét af følgende mærker som tegn på, at lovens krav er opfyldt:
  • det officielle ’FIFA APPROVED’-logo.
  • det officielle ’FIFA INSPECTED’-logo.
  • betegnelsen ’International Matchball Standards’.
Dette mærke angiver, at bolden er officielt kontrolleret og fundet i overensstemmelse med de respektive tekniske krav til hver kategori, som ligger ud over kravene i § 2.

Disse yderligere krav i forbindelse med hver enkelt kategori skal godkendes af The Board.

FIFA skal godkende de instanser, som foretager kontrollen.

Nationale forbund kan kræve, at der ved nationale turneringskampe kun anvendes bolde, som er forsynet med ét af ovenstående 3 mærker.

Reklamer
I internationale kampe og kampe under det nationale forbund er enhver form for reklame på bolden forbudt. Undtaget er dog logoer for turneringen, forbundet, samt fabrikantens registrerede varemærke. Turneringsreglementet kan begrænse størrelsen og antallet af disse logoer.