Matchfixing-bekæmpelse skal gå hurtigere

Folketinget har netop vedtaget nye regler for bekæmpelsen af matchfixing – og i denne uge ventes en historisk dom i den såkaldte Hvidovre-sag. Men vi går ikke langt nok i vores kamp mod snyderierne. Mere samarbejde og skærpede regler er nødvendige.

Der er gang i debatten om matchfixing i disse uger. 

I forrige uge vedtog Folketinget en række nye regler, der blandt andet kriminaliserer matchfixing og bestikkelse inden for idrætten og kræver en styrket indsats fra idrætsorganisationerne som forudsætning for økonomisk støtte. 

I denne uge forventes afsagt dom i den såkaldte Hvidovre-dom, der er den første – og dermed historiske - straffesag om matchfixing i Danmark. 
Samtidig sætter DBU sammen med DIF, Kulturministeriet og spiludbyderne gang i kampagnen ’Sig Noget, Hvis Du Ser Noget’, der skal styrke oplysning om matchfixing i hele idrætslivet. 

Som formand i DBU skal jeg ikke forholde mig til straffesagens detaljer og afgørelse – det overlader jeg trygt til domstolen og de kyndige efterforskere.   

Til gengæld er det min pligt og mit ansvar som formand for DBU at forholde mig til om reglerne på området er gode nok. 
I DBU anser vi matchfixing som den største trussel mod fodbold – og idræt – i Danmark og mange andre lande. Integritet i idrætten er den første forudsætning for, at vi – publikum, sponsorer, pressen - vil interessere os for kampene. 

Derfor har DBU flere gange skærpet reglerne på området og gået længere end både Folketinget og andre idrætsorganisationer. Vi har gjort det ulovligt at spille på egne kampe og kampe i egne rækker – og vi har udvidet informationspligten. 

Spørgsmålet er nu, om vi har fået den rette holdopstilling i den fortsatte kamp mod matchfixing. DBU mener, at den nye lov er et vigtigt første skridt, men at der mangler meget, før indsatsen bliver effektiv. Loven efterlader en række vigtige spørgsmål ubesvarede, hvoraf jeg navnlig vil pege på tre:

1. En effektiv indsats kræver samarbejde mellem politi, spilleselskaber og idrætten.
Det må antages at være helt afgørende, at alle gode kræfter arbejder sammen mod matchfixing, og at dette også indebærer, at de forskellige aktører nogenlunde frit kan udveksle oplysninger med hinanden. Det kan lyde banalt, men det er det ikke. Vi risikerer, at reglerne om tavshedspligt og reglerne i persondataloven kortslutter samarbejdet.

Der må hurtigst muligt udarbejdes regler, der sikrer rammerne for et effektivt samarbejde. 
Det er kendt fra andre retsområder, at flere aktører, der normalt har tavshedspligt, kan samarbejde for at løse vigtige problemer. Det ses bl.a. i SSP-samarbejdet mellem skolerne, socialforvaltningen og Politi, og det ses ved kontrollen med børshandel.  

Et tilsvarende samarbejde skal kunne etableres i kampen mod snyd og matchfixing. Rammerne skal tage højde for, at samarbejde over grænserne også er en nødvendighed. En løsning kan være at tillade fælles efterforskningshold, hvor efterforskere fra politi samarbejder med de aktører fra spilleselskaberne og fra idrættens verden, der er nødvendige medspillere i den konkrete sag.

2. Hvem efterforsker og hvem straffer forbryderne?
Det nære samarbejde er en forudsætning for, at der kan ske retsforfølgning af forbryderne - både i det almindelige retssystem og i idrættens retssystem. De, der manipulerer sportskampe for vindings skyld, skal som udgangspunkt straffes i Byretten. Men samtidig kan idrættens organisationer have en betydelig interesse i selv at retsforfølge de sportsfolk, der deltager i snyderiet. Enten samtidig med politiets sag – eller ved selvstændige sager for Matchfixing-nævnet. Det kan f.eks. være i de tilfælde, hvor der ikke er tilstrækkeligt bevis til at idømme en fængselsstraf i byretten, men tilstrækkeligt bevis til at idømme en karantæne i sportens system.

I disse sager kan idrættens organisationer ikke vente i årevis på, at det afklares, om politiet kan og vil rejse straffesager. Hvis sagen kan afgøres i det idræts-juridiske system, skal den efter DBUs opfattelse afgøres så hurtigt som muligt her. 

Det betyder, at det skal fremgå klart af reglerne, at der kan tænkes sager i begge retssystemer (evt. samtidigt). I dag er der ikke åbenhed og samarbejde i efterforskningen i en grad, så sagerne kan behandles effektivt. Og det betyder, at der kan være unødig ventetid før en eventuel sanktion – karantæne eller udelukkelse - i det idrætsmæssige system, hvilket bidrager til manglende tillid og troværdighed i systemet.  

3. Hvordan sikrer vi, at sagerne ikke drukner hos politiet?
I DBU tvivler vi ikke på, at der hos politiet er god vilje og et stort ønske om at arbejde med disse sager. Det er imidlertid et faktum, at politiets efterforskningsafdelinger er meget hårdt belastede, og at den gode vilje dermed ikke altid slår til. Politiet kan simpelthen blive nødt til at prioritere andre sager højere, fordi matchfixing skal bekæmpes af de samme efterforskere, der også behandler store, økonomiske straffesager – som også har politisk bevågenhed, stor betydning for samfundet og store beløb involveret.

Det er fortsat vores anbefaling, at indsatsen mod snyd i elitesport tænkes ind i den reorganisering af politiets indsats mod organiseret kriminalitet, der planlægges netop i disse måneder. Der er brug for særlige enheder, der kan samarbejde i Danmark og over grænserne, og som kan indsætte de midler i efterforskningen, der bruges til opklaring af andre former for avanceret, planlagt kriminalitet.

Kommer disse tre punkter på plads, tør vi i DBU tro på, at vi har opstillet et hold, der kan matche de kriminelle. Det er rosværdigt, at kulturministeren og Folketinget har taget de første skridt i kampen mod matchfixing, men vi må ikke stoppe på halvvejen.

Af: Jesper Møller, Formand i DBU - Bragt i Berlingske 05.05.2015 -

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første