§ 1 - Banen

Underlag
Underlaget skal være enten udelukkende naturligt, eller - hvis turneringsreglementet tillader det - udelukkende kunstigt, medmindre turneringsreglementet tillader en integreret kombination af kunstigt og naturligt materiale (hybrid).

En kunstbane skal være grøn.

Hvis internationale turneringskampe mellem klub- eller landshold tilknyttet FIFA afvikles på kunstigt underlag, skal dette opfylde kravene i enten ’The FIFA Quality Programme for Football Turf’ eller ’The International Match Standard’, medmindre The Board har givet særlig dispensation.

Afmærkning
Banen skal være rektangulær og afmærket med ubrudte linjer, som ikke må være til fare.
Disse linjer hører med til de felter, de afgrænser. Kun de afmærkninger, som er defineret i § 1, må afmærkes på banen.
Kunstmateriale kan anvendes til afmærkninger på naturligt underlag, hvis det ikke er farligt.

De to lange grænselinjer kaldes sidelinjer. De to korte grænselinjer kaldes mållinjer.

Banen deles i to halvdele af en midterlinje, som forener midtpunkterne af de to sidelinjer.
Midt på denne linje markeres banens centrum, og fra dette afsættes en cirkel med radius 9,15 m.

Der kan afsættes et mærke uden for banen, vinkelret på mållinjen og sidelinjen, 9,15 m fra hjørnefeltet.

Alle linjer skal have samme bredde, maksimalt 12 cm. Mållinjen skal have samme bredde som målstængerne og overliggeren.

På kunstbaner er andre afmærkninger tilladt, forudsat at de har en anden farve og klart adskiller sig fra en fodboldbanes afmærkninger.

En spiller, som laver uautoriserede afmærkninger på banen, skal advares. Hvis dommeren opdager dette, mens bolden er i spil, skal spilleren advares, når bolden går ud af spil.

Dimensioner

Sidelinjen skal være længere end mållinjen.
Længde (sidelinjen): Minimum 90 m og maksimum 120 m
Bredde (mållinjen): Minimum 45 m og maksimum 90 m

Internationale kampe:
Længde (sidelinjen): Minimum 100 m og maksimum 110 m
Bredde (mållinjen): Minimum 64 m og maksimum 75 m.

Et turneringsreglement kan nærmere fastsætte længden på mållinjen og sidelinjen inden for ovennævnte grænser.

Målfeltet

To linjer afmærkes vinkelret på mållinjen 5,50 m fra indersiden af hver målstang.

Disse linjer er 5,50 m lange og forbindes med en linje parallel med mållinjen. Området, som afgrænses af disse linjer og mållinjen, kaldes målfeltet.

Straffesparksfeltet
To linjer afsættes vinkelret på mållinjen 16,50 m fra indersiden af hver målstang.

Disse linjer er 16,50 m lange og forbindes med en linje parallel med mållinjen.

Området, som afgrænses af disse linjer og mållinjen, kaldes straffesparksfeltet.

I hvert straffesparksfelt afsættes et straffesparksmærke ud for midten af målet og 11 m fra mållinjen. Fra hvert straffesparksmærke afsættes en cirkelbue med radius 9,15 m uden for straffesparksfeltet.

Hjørnefeltet

Fra hvert hjørneflag afsættes på banen en kvartcirkel med radius 1 m.

Hjørneflagene
I hvert hjørne placeres et hjørneflag som en mindst 1,50 m høj stang med et flag. Toppen af flagstangen må ikke være tilspidset.

Det tekniske område
Det tekniske område vedrører kampe, som spilles på et stadion med en udskiftningsboks eller -bænk til officials og reserver som beskrevet nedenfor.

Det tekniske område strækker sig 1 meter fra hver side af udskiftningsboksen/bænken og frem mod sidelinjen, dog højst op til 1 meter fra denne
  • Området bør afmærkes fysisk
  • Turneringsreglementet fastsætter, hvor mange personer, der må opholde sig i det tekniske område
  • Personerne med adgang til det tekniske område
    • skal udpeges inden kampen i overensstemmelse med turneringsreglementet
    • skal udvise ansvarlig opførsel
    • skal forblive inden for det tekniske område undtagen i specielle tilfælde efter dommerens tilladelse, f.eks. i forbindelse med tilsyn og behandling af en skadet spiller
Kun én person ad gangen har ret til at give taktisk vejledning under kampen fra det tekniske område.

Målene
Målene placeres midt på hver mållinje.

De består af to lodrette stænger placeret lige langt fra hvert hjørneflag og forbundet med en vandret overligger.

Målstænger og overligger skal være lavet af godkendt materiale. Formen skal være kvadratisk, rektangulær, rund eller elliptisk, og de må ikke være til fare for spillerne.

Den indvendige afstand mellem målstængerne er 7,32 m, og afstanden fra underkanten af overliggeren til jorden 2,44 m.

Både målstænger og overligger skal være hvide og have samme bredde og dybde, som ikke må overskride 12 cm. Mållinjerne skal have samme bredde og dybde.

Hvis en overligger kommer ud af position eller knækker, skal spillet standses, indtil den er blevet erstattet eller sat tilbage på plads. Kan den ikke repareres, må kampen afbrydes.

Et reb eller andet bøjeligt eller farligt materiale kan ikke erstatte overliggeren. Spillet genoptages ved, at dommeren lader bolden falde.

Eventuelle net skal fastgøres forsvarligt til målene og jorden på en sådan måde, at de ikke begrænser målmandens bevægelsesfrihed.

Sikkerhed
Målene, herunder også transportable mål, skal være fast forankret til jorden.

Mållinjeteknologi
Mållinjeteknologi kan anvendes som en støtte for dommerens afgørelse af, om et mål er scoret eller ej. Hvis der anvendes mållinjeteknologi, skal ændringer ved selve målrammen være i oversstemmelse med ’The FIFA Quality Programme’ og fodboldloven. En eventuel brug af mållinjeteknologi skal fremgå af turneringsreglementet.

Principper for mållinjeteknologi:
• Mållinjeteknologi vedrører alene mållinjen og anvendes kun til at afgøre, om et mål er scoret eller ej.
• Signalet for, om et mål er scoret, skal komme øjeblikkeligt, kun til kampens dommere, og blive bekræftet automatisk inden for ét sekund (via dommerens ur, ved vibration og visuelt signal).

Krav til og specifikationer for mållinjeteknologi

Hvis mållinjeteknologi anvendes i turneringskampe, skal turneringsarrangørerne sikre sig,at systemet er certificeret og overholder én af nedenstående standarder:
• FIFA Quality PRO
• FIFA Quality
• MS - International Match Standard.

Et uafhængigt testinstitut skal bekræfte nøjagtigheden og funktionaliteten i de forskellige leverandørers systemer, som beskrevet i testmanualen. Hvis teknologien ikke fungerer i overensstemmelse med testmanualen, må dommeren ikke bruge systemet og skal indberette dette til den relevante turneringsmyndighed.

Hvis mållinjeteknologi anvendes, skal dommeren afprøve funktionaliteten før kampen, som beskrevet i testmanualen.

Reklamer
Enhver form for reklamer - fysiske eller virtuelle - på banen og på dens rekvisitter er forbudt. Dette gælder også for målnettene, det tekniske område og området i målet mellem mållinje og målnet samt på jorden inden for 1 meter fra banens grænselinjer. Forbuddet gælder fra det øjeblik, holdene kommer på banen før kampens begyndelse, til de har forladt den ved pausen, og igen fra 2. halvegs begyndelse til kampens afslutning. Således må der ikke være reklamer af nogen art på mål, målnet eller hjørneflag. Kameraer, mikrofoner m.v. må heller ikke fastgøres til ovennævnte.

Desuden skal opretstående reklamer være mindst
• 1 meter fra sidelinjen
• Samme afstand fra mållinjen som målnettets dybde
• 1 meter fra målnettet

Logoer og emblemer
Enhver form for logo - fysisk eller virtuelt - på banen og dens rekvisitter er forbudt i spilletiden, uanset om logoet hører til FIFA, kontinentalforbund, nationale forbund, turnering, klub eller anden organisation. De er dog tilladt på hjørneflagene (flaget).

Fodboldloven 17/18

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første