Succes kræver træning

DBU ønsker at være med til at forbedre de tekniske færdigheder hos danske fodboldspillere. Derfor har DBU udarbejdet en video/DVD med tilhørende hæfte, der kan bruges som værktøj i træningen og som en motivationsfaktor for den enkelte spiller til at måle, hvor langt han/hun er.

Baggrund for teknikmærkerne

Baggrunden for at udarbejde en ny og mere omfattende udgave af DBUs teknikmærker er ønsket om at inspirere og påvirke trænere og ungdomsspillere i klubberne til at arbejde mere med teknisk træning. Internationalt er det tekniske niveau stigende, og skal vi holde trit, er vi nødt til at opprioritere den tekniske træning.

I arbejdet med teknikmærket er teknisk træning defineret som træning, hvor spillerne lærer at sparke rigtigt, at løbe og drible med bolden, at tæmme bolden osv.

Selvfølgelig er det ikke nok i sig selv, at spilleren kan sparke rigtigt til bolden. Spilleren skal lære at anvende sin teknik i kamp. Spilleren skal vide - kunne vurdere - hvornår det er bedst at sparke med inderside, og hvornår det er bedst at bruge vristen; men ”God teknik er en afgørende forudsætning for at kunne spille god fodbold”.

Der udføres et stort og godt arbejde i dansk ungdomsfodbold, men det er ikke altid at vægtningen af det fodboldfaglige stof er optimal. Nogen steder arbejdes der (for) meget med de taktiske og fysiske områder og mindre med decideret tekniktræning.




Stine Søndergård, 
Kathrine Andersen og 
Trine Freiesleben var de 
første tre piger, der tog 
DBUs teknikmærke - foto
 Per Kjærbye

En årsag til, at der ikke arbejdes med f.eks. dribling/finter er formentlig usikkerhed om, hvordan det skal gøres. Ofte er trænere af den ene eller anden grund ikke selv i stand til at vise de enkelte detaljer. 

DBU har derfor bedt Michael Laudrup om at vise, hvordan man sparker, dribler m.m. Resultaterne kan ses på den medfølgende video/DVD. Det giver alle mulighed for igen og igen at se og lære af en af de største fodboldspillere, Danmark har fostret. Michael har dog to drengespillere med til at “hjælpe sig” for at illustrere, at det altså ikke kun er Michael Laudrup, der kan udføre tingene.

Øvelse gør mester

 I hæftet fastslås det, at det er hårdt arbejde at lære teknik! For at lære en finte eller et spark skal der øves, øves og atter øves. Man lærer f.eks. ikke at flugte ved kun at spille til to mål eller ved et par gange om året ved festlige lejligheder at træne flugtninger. Kun ved at træne flugtninger hver uge igennem mange år lærer man kunsten at flugte. Men tingene skal vel og mærke udføres korrekt. Benyt derfor videoen til at se, hvordan et korrekt spark, en finte m.v. skal udføres. Herved opnås kvalitet i udførelsen fra første fløjt.

Træning 2-3 gange halvanden time om ugen i klubben er ikke tilstrækkeligt. Der er simpelthen ikke tid til at nå det hele. Det er derfor vores håb, at teknikmærkerne kan medvirke til, at drenge og piger i alderen 8-14 år får lyst til selv at træne de tekniske detaljer hjemme i haven, på vejen eller på legepladser. “God teknik gør det sjovere at spille fodbold”.

Det handler hele tiden om at stille sig nye mål. Har du foretaget 10 korrekte indersidespark med højre ben, er det næste 10 indersidespark med venstre osv. At opnå et mål skulle gerne animere til at opstille et nyt. 

Målgruppe

Alle drenge og piger i alderen 8-16 år kan tage mærket. Det enkelte mærke skal tages indenfor en tre måneders periode ellers startes forfra.

Mål

Målet med DBUs teknikmærker formuleres således:

  • Øvelserne skal lægge vægt på centrale teknikker, som er væsentlige i forhold til fodbold.
  • Spillerne skal arbejde målrettet og seriøst for at kunne klare kravene.
  • Spillerne skal kunne måle fremgangen og derigennem opdage, at træning giver resultater.

Det er hensigten, at trænere og spillere arbejder systematisk og hyppigt med de otte temaer, som hver kategori består af.
 

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første