Nyheder

120 millioner kroner for VM-titel

DBU og spillerne deler traditionen tro nettoindtægterne fra VM-slutrunden. 2,6 millioner kroner til hver spiller for at kunne kalde sig verdensmester søndag den 11. juli klokken 22.15 i Johannesburg.

DBU honorerer spillerne med 60 millioner kroner sammenlagt, hvis det lykkes de 23 danske landsholdsspillere at vinde verdensmesterskabet i Sydafrika til sommer.

 
Spillerne bliver hver især garanteret 635.000 kroner for deltagelsen i slutrunden uanset resultaterne i gruppekampene. Derefter er honoreringen afhængig af den videre kvalifikation i turneringen.
 
En plads i ottendedelsfinalerne giver en bonus på 110.000 kroner, kvartfinalerne yderligere 565.000 kroner og en plads i semifinalen ekstra 450.000 kroner til hver spiller.
 
Hvis Olsens Elleve kvalificerer sig til finalen, scorer spillerne yderligere 690.000 kroner hver for deltagelsen eller 920.000, hvis de også står som modtagere af Jules Rimet-trofæet på Soccer City Stadium i Johannesburg søndag den 11. juli klokken 22.15.
 
 
Højeste bonus nogensinde
 
Kvalifikation til finalen og titlen som verdensmester vil dermed sikre hver spiller en bonus på 2,6 millioner kroner.
 
Det svarer til samlet 60 millioner kroner, hvilket er det samme nettobeløb, der vil være til DBU som fodboldforbund.
 
”Der er tale om de højeste betalinger fra FIFA til de deltagende fodboldforbund ved en VM-slutrunde. Derfor bliver det også til en meget flot betaling til spillerne med de højeste beløb, vi nogensinde har udbetalt i honorar og bonus. Vi har som tidligere gjort honoreringen og bonusbetalingerne afhængige af holdets resultater og de betalinger, DBU modtager fra FIFA som deltager ved VM-slutrunden,” påpeger generalsekretær Jim Stjerne Hansen, og uddyber:
 
”De høje bonusbeløb skyldes naturligvis de ekstraordinært store indtægter, vi er garanteret fra FIFAs side for deltagelsen i denne slutrunde. Til gengæld må vi også konstatere at udgiftsniveauet er langt det højeste, vi har oplevet ved en slutrunde”.
 
”Det er en god fordelingsnøgle, vi har med DBU. Der er mange penge i international fodbold, og vi synes, det er helt rimeligt, at aktørerne deler det samme beløb som forbundet. Stigende bonus til os spillere skyldes stigende indtægter til DBU og omvendt,” udtaler landholdets anfører Jon Dahl Tomasson på vegne af landsholdsspillerne.
 
Honoraret for deltagelse fremkommer ved, at DBU og spillerne deler nettooverskuddet.
 
DBU fratrækker således kvalifikationsbonussen til spillerne og de budgetterede udgifter i forbindelse med forberedelserne og opholdet i Sydafrika på samlet 25 millioner kroner fra de 54 millioner kroner, FIFA samlet betaler DBU, hvorefter spillerne og DBU deler nettooverskuddet for deltagelsen på forventede 29 millioner kroner.
 
Bonusbetalingerne for videre deltagelse i turneringen er beregnet efter samme model.
 
 
Kvalifikationsbonus og reklameaftaler
 
Udover honoraret for deltagelsen i slutrunden er spillerne, der har været udtaget til trupperne til kvalifikationskampene, sikret 2,8 millioner kroner til fordeling mellem sig som kvalifikationsbonus fra DBU, 1 million kroner fra hver af hovedsponsorerne, Arla og DONG Energy, og en halv million kroner fra hver af leverandørerne, sportsudstyrsleverandøren Adidas og habitleverandøren Matinique.
 
De kan ligeledes se frem til indtægterne fra den såkaldte Spillerpulje, der op til den kommende slutrunde omfatter merchandise- og licensaftaler for samlet lidt mere end 3,5 millioner kroner. Heraf modtager spillerne 65%, DBU 25% og DBU Sponsorship, der er DBUs og spillernes salgsfunktion, 10%.
 
Indtægterne stammer fra i alt 15 aftaler, som blandt andet omfatter en VM-telefon, samlebilleder, elektroniske spil, VM-slagsangen på CD, sengetøj, krydderier, sækkestol samt DVD med de 10 største landskampe.
 
Honoreringen, som følger fordelingsnøglen fra tidligere slutrunder, bygger på den rammeaftale, som DBU og Spillerforeningen første gang indgik i 1998.
 
 
Fordobling af VM-honorar
 
Ved VM-slutrunden i Japan og Sydkorea i 2002, som var den seneste VM-slutrunde med dansk deltagelse fik spillerne hver 348.000 kroner for deltagelsen, og yderligere 150.000 for kvalifikationen til ottendedelsfinalen mod England.
 
Spillerne var stillet en bonus på yderligere 170.000 kroner for en kvartfinaleplads og det samme for en semifinaleplads i udsigt samt 174.000 kroner for en bronzemedalje, 199.000 kroner for kvalifikation til finalen eller 224.000 kroner for at vinde VM-titlen.
 
Der er dermed tale om mere end en fordobling af bonussen for en sejr ved den kommende VM-slutrunde i forhold til de 1.062.000 kroner, hver spiller var stillet i udsigt for at ville have hjemført VM-trofæet for otte år siden.
 

VM-bonus per spiller:
 
Puljekampe:
635.000
 
 
 
1/8-finale:
110.000
 
 
 
1/4-finale:
565.000
 
 
 
1/2-finale:
450.000
 
 
 

3. plads:
 
230.000
=
1.990.000

VM-sølv:
 
690.000
=
2.450.000

VM-guld:
 
920.000
=
2.680.000

 
03. juni 2010, 13:05

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
Udvidet kampsøgning
Livescore søgning
 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook