Nyheder

Thomas Sørensen tror på det

Landsholdsmålmanden i bedring efter rygskade. Anføreren også på vej til fuld træning. Træning torsdag lukkes.
Landsholdsmålmand Thomas Sørensen, der lørdag fik en rygskade, og søndag blev skiftet ud i pausen, tror på, han bliver klar til EM-kvalifikationskampen mod Bosnien på lørdag.

”Det går langt bedre i dag, og det er ligesom det, der betyder, at jeg ser positivt på det”, fortalte Thomas Sørensen mandag eftermiddag fra landsholdets træningslejr.

Thomas Sørensen var ankommet fra England, hvor han spillede første halvleg for Aston Villa mod Bolton Wanderers, mandag eftermiddag, og blev straks undersøgt af landsholdets fysioterapeut Eskild Bram Chrestensen.

Han stod naturligvis over ved eftermiddagstræningen på Vedbæk Boldklubs baner.

Landsholdets anfører René Henriksen, der har måttet undvære de seneste tre klubkampe for Panathinaikos på grund af en fiberskade højt oppe i højre baglår, var derimod med i træningen.

Han deltog ikke i alle øvelser, men landsholdets sundhedssektor forventer, at Henriksen snart vil være klar til at deltage fuldt ud.

Landstræner Morten Olsen er indstillet på at give de to spillere frem til onsdag, før han vil have en endelig melding fra dem og sundhedssektoren om udsigterne til deres deltagelse i den afgørende kvalifikationskamp i Sarajevo lørdag klokken 18.00.

I Thomas Sørensens fravær havde målmandstræner Jørgen Henriksen taget Brøndbys reservemålmand Casper Ankergren med i træningslejren. Ankergren har tidligere vikarieret som stand in i landsholdstruppen.

Truppen træner igen de såkaldte åbne træninger tirsdag eftermiddag og onsdag formiddag, mens Landstræneren lukker træningen torsdag formiddag, efter pressen har haft lejlighed til at møde spillerne også denne dag.

Hensigten er at benytte den lukkede træning til dødboldsituationer og andre taktiske øvelser, som træneren ikke ønsker at give det bosniske landshold viden om gennem massemedierne eller andre kontakter, der har mulighed for at overvære de åbne træningspas på Vedbæk Boldklubs baner.

Tekst: Lars Berendt

06. oktober 2003, 07:08

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook