Nyheder

Niki Zimling fik Arla Talentpris

0 anbefalinger
Niki Zimling, Mike Jensen og Mads Albæk modtog mandag eftermiddag én af fodboldens mest traditionsrige priser, Arlas Talentpris, for henholdsvis U/21-, U/19- og U/17-landsholdet.
Niki ZimlingDen ene af landsholdets hovedsponsorer, Arla, uddelte mandag eftermiddag Arlas Talentpris til årets mest talentfulde spillere på henholdsvis U/21-, U/19- og U/17-landsholdet.
 
Titlerne gik til Niki Zimling, Esbjerg FB, Mike Jensen, Brøndby IF, og Mads Albæk, FC Midtjylland, som blev valgt gennem en votering i en pris-komité bestående af landsholdstrænerne og udvalgte fodboldjournalister.
 
”Niki er den moderne centrale midtbanespiller, der kan erobre bolde ved sin forudseenhed og er dygtig både i det korte og i det lange afleveringsspil,” sagde U/21-landsholdstræner Keld Bordinggaard i sin motivering af Niki Zimling, og fortsatte:
 
”Den konstante spilletid i SAS Ligaen har skubbet Niki ind i en flot udvikling, hvor han nu også viser sig som en kompetent afslutter, og at han har potentialet til at klare de sidste skridt mod A-landsholdsniveau.”
 
 
Mike Jensen og Mads Albæk U/19- og U/17 talent
 
Mike JensenU/19-landsholdstræner Per Andersen begrundede valget af Brøndbys Mike Jensen med ordene:
 
” Mike har haft sin debut i SAS Ligaen for Brøndby, men har også været et stort aktiv på vore ungdomslandshold og er til flere kampe for U/18 og U/19 blevet kåret til ”Man of the Match.”
 
Mads Albæk fra FC Midtjylland er af naturlige årsager ukendt i den brede offentlighed, men U/17-landsholdstræner Glen Riddersholm, som kommer fra netop FC Midtjylland, motiverede valget af spilleren således:
 
”Mads har hele sæsonen været en stor profil. I Juniorligaen har han som central- og offensiv midtbanespiller scoret 13 mål og lavet 15 assists i 17 kampe, og samtidig været spilafgørende i mange kampe. Han er i besiddelse af en veludviklet spilintelligens som gør, at han ser muligheder i spillet.”
 
De tre prismodtagere tilslutter sig dermed en gruppe på 58 spillere, der siden 1987 har modtaget prisen.
 
 
26 talenter har fået debut på A-landsholdet
 
Mads Winther AlbækOg enten lever prismodtagerne op til forpligtelsen, enten er priskomitéen simpelthen bare ret skarp, eller også er det en kombination af de to ting. For statistikken viser nemlig, at blandt de 58 spillere, der hidtil har modtaget Arlas Talentpris for enten U/17-, U/19- eller U/21-landsholdet, har de 26 af dem opnået debut på A-landsholdet.
 
Faktisk var ikke mindre end syv af dem på landsholdet så sent som i onsdagens landskamp mod Tjekkiet i Prag, mens skader eller bevidst fravalg holdt andre fem ude af kampen. Niki Zimling var én af dem, der måtte melde fra på grund af en skade.
 
De syv aktuelle landsholdsspillere er Niclas Jensen (U/21 i 1995), Peter Løvenkrands (U/19 i 1998), Martin Albrechtsen (U/21 i 2000), Rasmus Würtz (U/19 i 2001), Christian Poulsen (U/21 i 2001), Jan Kristiansen (U/21 i 2002), Niclas Bendtner (U/17 i 2004) og Daniel Agger U/21 i 2005).
 
Til kampen i onsdags måtte landstræner Morten Olsen undvære fire tidligere Arla Talentprismodtagere i form af Jon Dahl Tomasson (U/19 i 1994), Jesper Grønkjær (U/19 i 1995), Martin Jørgensen (U/21 i 1996) og Thomas Kahlenberg (U/21 i 2004), der alle er skadede, mens landstræneren valgte at se bort fra den ellers landsholdsaktuelle Lars Jacobsen (U/19 i 1997) på grund af hans klubholds stramme program med blandt andet kampe i Champions League.
 
Blandt de 26 Arla Talentpris-modtagere, som har opnået kampe på A-landsholdet, har tre af dem overhalet priskomitéen ”indenom”, idet både Christian Poulsen, Thomas Kahlenberg og senest Daniel Agger allerede nåede at debutere på A-landsholdet, inden de officielt modtog deres talentpriser for deres pågældende U/21-landsholdsårgang.
 
 
Nicklas Bendtner U/17-talent forrige år
 
Udviklingen for spillere, der er under 17 år gamle, er naturligvis den vanskeligste at forudse. Derfor er det ikke overraskende, at kun to af de hidtidige 19 prismodtagere fra denne årgang indtil videre har fået debut på A-landsholdet. Udover Nicklas Bendtner er det Kasper Bøgelund, som modtog prisen for denne årgang i 1996.
 
Jacob Laursen blev den første fra U/19-årgangen, der fik A-landsholdsdebut. Han modtog Arlas Landsholdstalentpris i 1989, samme år som hans daværende klubkammerat Brian Steen Nielsen modtog prisen for U/21-landsholdet. Han blev dermed den tredje Vejle-spiller i træk, som fik A-landsholdsdebut efter at have modtaget U/21-landsholdsprisen. Hans to forgængere var Johnny Mølby (1987), som siden hen var med i landsholdstruppen, der vandt Europamesterskabet i 1992, og Henrik Risom.
 
Årsagen til, at der er 58 spillere, som er noteret for at have modtaget de i alt 57 priser, skyldes, at komitéen tilbage i 1990 simpelthen delte prisen mellem tvillingerne Martin og Michael Johansen fra KB og senere FC København.
 
Med Arla Talentprisen, som ”har til formål at øge og stimulere interessen for dansk fodbold gennem påskønnelse af de unge spillere, der har talent til at udvikle sig til kommende landsholdsspillere”, følger 30.000 kroner.
 
Du kan se listen over alle 61 Arla Talentpris-modtagere her.
 

Af: Lars Berendt

20. november 2006, 10:44

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook