Nyheder

OB-trio i landsholdstruppen

Landstræner Morten Olsen tager OB-spillerne Ulrik Laursen, Chris Sørensen og Mads Timm samt Rasmus Würtz, FC København, med i landsholdstruppen til EM-kvalifikationskampene mod Spanien og Letland. Lars Jacobsen indkaldes til lægetjek efter langvarig skadespause.
 
Landstræner Morten Olsen har lørdag eftermiddag suppleret landsholdstruppen med yderligere fire spillere.
 
Tirsdag eftermiddag udtog landstræneren de første 19 spillere EM-kvalifikationskampene mod Spanien i Århus næste lørdag den 13. oktober og Letland i Parken onsdag den 17. oktober
 
En kompliceret situation med uvished om formen og skader hos flere af emnerne til de sidste fire pladser i landsholdets bruttotrup betød, at Morten Olsen udskød nomineringen af de fire spillere fra fredag til lørdag eftermiddag.
 
De fire spillere, der komplementerer landsholdstruppen på 23 spillere, er OB-forsvarerne Ulrik Laursen og Chris Sørensen, klubbens offensive spiller Mads Timm samt FC Københavns Rasmus Würtz.
 
Det er første gang, Ulrik Laursen, 31 år, fysisk kommer med i landsholdssammenhæng, men det er derimod ikke første gang, han er aktuel for Morten Olsen. Ulrik Laursen var således udtaget men meldte af private årsager fra til Ligalandsholdets træningstur i vinter.
 
Hans forsvarskollega Chris Sørensen, 30 år, har derimod været med på de seneste to års udgaver af Ligalandsholdet, hvor han har fået spilletid i to kampe på hver af træningsturene mod Singapore og Sydkorea i 2006 og USA og Honduras i januar i år.
 
Mads Timm, 22 år, er med for første gang, og hans internationale rutine består i en enkelt kamp i Champions League for Manchester United, en række europæiske kampe for OB samt i alt 18 kampe fordelt mellem U/16-, U/17-, U/19- og U/20-landsholdene.
 
Rasmus Würtz, 24 år, har indtil videre fået spilletid i otte A-landskampe, og var senest med i truppen til EM-kvalifikationskampene mod Sverige og Liechtenstein i sidste måned dog uden at føje yderligere kampe til sin statistik.
 
”Kampene i de europæiske turneringer midt i ugen gav os et godt indtryk af en række af emnerne til de sidste pladser i landsholdstruppen, og for at sikre balancen i truppen udtager vi så to forsvarsspillere samt en defensiv midtbanespiller og en enkelt offensiv spiller,” forklarer landstræner Morten Olsen, og uddyber:
 
”Ulrik Laursen er en erfaren forsvarsspiller med en del international rutine fra sine klubhold, og det samme har Chris Sørensen, som vi jo også har set i aktion på Ligalandsholdet. Vi kender Rasmus Würtz kvaliteter, mens Mads Timm har gennemgået en enorm udvikling, og vitterlig har gjort god reklame for sig selv med sin indsats for OB dette efterår.”
 
Endelig henter Morten Olsen også den tidligere FC København- og nuværende FC Nürnberg-spiller Lars Jacobsen op til landsholdets træningslejr, men uden at han i første omgang indgår i bruttotruppen.
 
Lars Jacobsen, der skiftede til sin tyske klub i sommerpausen, har været plaget af en langvarig lyskeskade, og har endnu ikke spillet for sit klubhold i den tyske Bundesliga. Derfor vil landstræneren i første omgang få landsholdets sundhedssektor til at tjekke spillerens aktuelle fysiske form, og i bekræftende fald derefter vurdere hans spillemæssige niveau.
 
”Vi vil i første omgang tjekke hans fysiske form. Hvis han er kommet sig helt over sin skade, vil vi tage ham med i bruttotruppen,” erklærer Morten Olsen, og understreger:
 
”Det er aldrig optimalt, når landsholdsspillerne ikke har kampe i benene for deres klubhold. Men han er en erfaren spiller, og forsvarsspillere behøver per definition ikke den samme form for kamptræning som eksempelvis midtbanespillere eller angribere, så derfor er han som udgangspunkt en kandidat til truppen.”

 

 



Mads Timm



Chris Sørensen



Ulrik Laursen

 
 
Truppen
 
Landsholdets bruttotrup til EM-kvalifikationskampene mod Spanien og Letland er:

 
Landstræner Morten Olsen havde forud for nomineringen afbud fra Daniel Agger, som har brækket et fodrodsben, og derfor givetvis vil være ukampdygtig i nogle uger endnu.
 
Morten Olsen har fulgt Martin Jørgensens situation, men veteranen er efter en skade endnu ikke aktuel for sit klubhold, Fiorentina, og på den baggrund har Morten Olsen valgt at se bort fra Martin Jørgensen. Hans klubkammerat, Per Krøldrup, kommer ligeledes på grund af en skade heller ikke i betragtning til den aktuelle landsholdstrup.
 
Landsholdstruppen samles i træningslejr på Hotel Marina i Vedbæk mandag eftermiddag. Efter åbne træninger mandag, tirsdag og onsdag kører landsholdstruppen torsdag formiddag til Århus forud for den første af de to EM-kvalifikationskampe i denne runde mod Spanien på NRGi Park lørdag den 13. oktober klokken 20.00.
 
Efter kampen mod Spanien kører truppen i løbet af natten tilbage til Hotel Marina i Vedbæk, hvor holdet træner igen søndag og mandag inden kampen mod Letland i Parken onsdag den 17. oktober klokken 20.00.
 
Mens kampen mod Spanien er udsolgt, er det fortsat muligt at købe billetter til kampen mod Letland, som er landsholdets første i Parken siden opgøret mod Sverige i juni, der blev afbrudt på grund af en baneløbers overfald på dommeren ét minut før den ordinære spilletids ophør.
 
 
Læs mere her:

Følg landsholdet i træningslejren med DBUs Landsholdklub

Af: Lars Berendt

06. oktober 2007, 03:25

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook