Information til fodboldklubber

Derfor skal din klub afholde DBU’s Pigeraketten

  • I har lyst til eller I er i gang med at starte en pigeafdeling op i jeres klub
  • I ønsker flere piger i alderen 5-11 år på jeres eksisterende hold
  • I ønsker at etablere et samarbejde med den lokale SFO og/eller fritidsordning
  • I ønsker at fastholde pigerne i jeres klub og kan via Pigeraketten give dem en alternativ træning
  • I ønsker at give trænerne i jeres klub mulighed for at deltage i en alternativ træningsform, hvor leg og bevægelse er i højsædet, og hvor flere af øvelserne kan overføres til den daglige træning


Din klub kan forvente

  • Værtsklubben får tilsendt materiale fra DBU (bl.a. invitationspostkort og plakater), som hjælp til markedsføring af Pigerakettens besøg i klubben og lokalområdet
  • Klubben modtager en komplet tre-trins guide, som er et opslagsværk til, hvordan I kan arbejde med rekruttering af piger gennem Pigeraketten - både før, under og efter selve afviklingen
  • DBU’s astronaut møder op med en bil fyldt med spændende aktiviteter og styrer forløbet fra udpakningen en 1 1/2 time før afviklingen, indtil alt er pakket sammen igen, og der er holdt et kort evalueringsmøde

Det koster 3.200 kroner for klubben at afholde Pigeraketten, mens det er gratis for pigerne at deltage. For mindre klubber kan det være en fordel at afvikle Pigeraketten i fællesskab.

Din fodboldklub kan ansøge om Pigeraketten 2022 nu.


Evaluering

Læs evalueringsrapporten for Pigeraketten 2021.

 

Betingelser for afholdelse af pigeraketten

  • Klubben skal udpege en ansvarlig nøgleperson for pigerekruttering til hele Pigeraketforløbet. Nøglepersonen bedes desuden være til stede før, under og efter afviklingen.

  • Klubben skal reservere en 11:11-bane samt sørge for, at der er et 8-mandsmål og to 3-mandsmål til rådighed. Derudover skal der være adgang til strømkilde på 220 volt, gerne fordelt på to grupper, da både raketten og den runde oppustelige fodboldbane kræver strøm.
    OBS! Raketten og den oppustelige fodboldbane kan kun benyttes på almindeligt græs, så i tilfælde af, at klubben ønsker at afvikle Pigeraketten på en kunstgræsbane, skal der som minimum være et stykke almindeligt græs til opsætning af Raketten og den oppustelige fodboldbane. 

  • Klubben skal tage hensyn til, at Pigerakettens max. kapacitet er 100 piger pr. afvikling. Forventer I flere deltagere, skal Pigeraketten afvikles på to dage eller I skal have to afviklinger umiddelbart efter hinanden den samme dag.

  • Klubben skal lave markedsføring for Pigeraketten inden afvikling. Dette kan bl.a. gøres ved at benytte den Facebookbegivenhed, der er lavet for jeres Pigeraketafvikling, samt opsætte plakater og uddele postkortindbydelser. 

  • Klubben forventes at stille med mindst 8 frivillige hjælpere. Hjælperne skal som minimum være ældre end målgruppen . 
    Pigeraketten varer i alt 5 timer, Nøglepersonen møder op 1½ time før, hjælperne 1 time før, og selve afviklingen varer 2½ time.
    Nedpakning og evaluering af afviklingen varer 1 time, her deltager både Nøglepersonen, hjælperne og DBU's instruktør.

  • Hjælperne skal bistå med opstilling af de enkelte aktiviteter, modtagelse af pigerne, bemanding af planeter/stationer under afviklingen af Pigeraketten, samt efterfølgende nedpakning og evaluering.

  • Klubben afholder sig fra på dagen at uddele sponsorgaver og reklamer, der er i konkurrence med DBU’s sponsorer og kommercielle partnere. 

 


Markedsføring

DBU, DBU A/S og tilknyttede samarbejdspartnere forbeholder sig ret til at anvende fotos med motiver af autentiske eller opstillede situationer med alle deltagere på DBU's aktiviteter i markedsføringsmæssig sammenhæng uden betaling.

 

Med Pigeraketten skabes atmosfæren til en anderledes fodboldaktivitet, hvor alle piger kan deltage uanset fodbolderfaring. Der er lagt op til nogle sjove timer i fodboldklubben.

I gennemsnit er omkring halvdelen af deltagerne piger, der ikke spiller fodbold i forvejen, så med den rette indsats er Pigeraketten en god rekrutteringsplatform.