Omklædning før og efter fodbold

Bør børn klæde om før og efter træning i klubbens omklædningsrum?

Argumenter for+

Fodbold som spiller forudsætter omklædning til idrætstøj og efterfølgende bad. Omklædning og bad er en naturlig del af at gå til fodbold, og yderligere understøtter det børnene i deres tilegnelse af gode vaner for personlig hygiejne.  

Derudover understøtter fælles omklædning børn i at opbygge et naturligt forhold til deres egen krop, og udvikle en erkendelse af, at vi som mennesker ser vidt forskellige ud.  

Yderligere styrker fælles omklædning fællesskabet.  

Argumenter imod+

I en travl hverdag er det hurtigere at klæde om hjemme både før og efter, fordi det så ikke er nødvendigt at pakke en taske med fodboldtøj og håndklæde. 

Forældre kan være bekymret for at der tages fotos og film under omklædning. 

Stillingtagen/handlingsanvisning - tekst der kan overføres til børnepolitikken+

Regel: Omklædning før og efter fodbold 

 

Klubbens bestyrelse opfordrer til omklædning i klubben før og efter fodbold. Det styrker fællesskabet og bidrager til at børn får et naturligt forhold til det at klæde om sammen med andre. 

Drenge og piger klæder altid om hver for sig 

Trænere/ledere bader aldrig sammen med børnene 

Det prioriteres, at der vil være en voksen der venter udenfor, mens børn klæder om og bader.  

I praksis betyder det, at træningstiden blot forlænges med eks. 15 minutter i hver ende, og på den måde kan omklædning være en integreret del af træningen. Den enkelte bestemmer selvfølgelig selv, om man rent faktisk vil klæde om og være en del af fællesskabet i de 15 minutter eller ej.