Kampreferater
Stor aften i Spjald IF med All Stars Kvindelandsholdet 5. august 2022
All Stars Kvindelandsholdet spillede sin eneste kamp i 2022 og den anden kamp nogensinde, da holdet den 5. august besøgte Spjald IF i Vestjylland i forbindelse med klubbens store børnestævne Ramsing Cup.
Det blev en herlig aften på det solbeskinnede og hyggelige stadion i Spjald, hvor flere hundrede børn og voksne skabte en stemningsfuld ramme om kampen mellem All Stars Kvindelandsholdet og et udvalgt hold fra Spjald IF, forstærket med spillere fra naboklubberne.
Det endte med en sikker sejr på 5-0 til de erfarne topspillere på All Stars Kvindelandsholdet, men i store dele af kampen var spillet mere jævnbyrdigt, end cifrene antyder. Hjemmeholdet havde dog svært ved at kreere de store chancer, hvorimod All Stars Kvindelandsholdet huggede til, når chancerne opstod.
All Stars Kvindelandsholdet bød Spjald IF på en chokstart, da Sine Hovesen scorede allerede i det første minut, og Gitte Krogh fulgte op med en scoring to minutter senere. 2-0 var også pausestillingen, og i 2. halvleg scorede Janni Lund Gram to gange. Dagens største bifald tilfaldt den lokale heltinde Janne Madsen, der er født og opvokset i Spjald. Hun var anfører for All Stars Kvindelandsholdet i dagens anledning og scorede på straffespark til 4-0.
Janni Lund Gram er nu topscorer for All Stars Kvindelandsholdet med fire mål i to kampe, skarpt forfulgt af Gitte Krogh med tre mål.

Debut-sejr og dejlig stemning i Virum, 14. august 2021
All Stars Kvindelandsholdet spillede sin første kamp nogensinde i det nordsjællandske mod et kombineret hold fra Virum-Sorgenfri BK og Lyngby BK.
De rød-hvide var repræsenteret af mange tidligere landsholdsprofiler, herunder målræven Merete Pedersen, der var kaptajn for All Stars Kvindelandsholdet, Anne Dot Eggers Nielsen, Bettina Falk og Gitte Krogh.
Kampen var en underholdende affære, hvor All Stars Kvindelandsholdet sejrede 4-1 på to mål af Gitte Krogh og to mål af Janni Lund Gram.
Usædvanlig hjælp i buret
For hjemmeholdet måtte der tages en speciel tilgang i brug i forhold til keeper-positionen. Den normale første-keeper Linea Andersen var taget til USA, og derfor måtte Christoffer Møller fra klubbens herre-seniorhold taget pladsen i buret i første halvleg. Efter pausen var det den ene af All Star Kvindelandsholdets to keepere, Dorthe Nielsen, der tog pladsen mellem stolperne.