Inspiration fra FC Barcelona

DBU har arrangeret talenttræner-seminar med inspiration og deltagelse fra FC Barcelona. Seminaret for ungdomsliga- og divisionsklubberne er et element i styrkelsen og den kontinuerlige udvikling af talentarbejdet herhjemme.

Klubberne i DBUs U/16- og U/18- ligaer og –divisioner får spansk inspiration på et trænerseminar i midten af marts.
 
Her får også alle A- og P-licenstrænerne mulighed for blandt andet at møde Albert Capellas, som er ansvarlig for træningen for FC Barcelonas U/13- til U/18-årgange. Han bliver assisteret af klubbens tidligere spiller, dansk-spanske Thomas Christiansen, der fungerer som assistenttræner for klubbens U/18-hold.
 
De vil i fællesskab fremlægge FC Barcelonas talentudviklingsmodel og give deres bud på udviklingen af morgendagens topspillere. Seminarets fokus vil være på, hvordan man implementerer teori og filosofi i praksis og dermed skaber en rød tråd i talentudviklingen.
 
Og dermed er det ikke tilfældigt, at valget er faldet på FC Barcelona som inspirationskilde.
 
”FC Barcelonas tilgang til fodboldspillet, klubbens fokus på udvikling af den enkelte spillers færdigheder og det hele menneske er i flot overensstemmelse med vores eget koncept, Holdninger & handlinger, samt DBUs og Team Danmarks talentudviklingsprojekt ITU og de spillestilsemner, vi landstrænere prioriterer højt i disse år,” udtaler Keld Bordinggaard, der efter et ophold hos FC Barcelona med ITU-trænerne sidste år er ophavsmand til det kommende seminar.
 
På seminaret vil der blive rig lejlighed for at diskutere og lade sig inspirere indenfor et område, som klubberne i disse år har et kraftigt fokus på. Et fokus som U/21-landsholdstræner Keld Bordinggaard ser positivt på.
 
”Talentudviklingen har i de seneste år placeret sig centralt i dansk fodbold og i klubbernes sportslige strategier. Og flere klubber arbejder i disse år på at udvikle og implementere talentudviklingsmodeller. Den proces vil vi meget gerne støtte og inspirere til med dette seminar”, lyder det U/21-landsholdets træner, Keld Bordinggaard, der indgår i landstrænergruppen og dermed i struktureringen og gennemførelsen af DBUs talentarbejde.
 
Trænerseminaret for de inviterede U/16- og U/18- liga- og divisionsklubber samt trænere med A- og P-licens foregår på Vejle Stadion lørdag den 15. marts.
 


Thomas Christiansen tilbage i 2005, hvor han spillede for Hannover 96



U/21-landsholdets træner Keld Bordinggaard er ophavsmand til det kommende seminar

Af: Marc Thevis - 27. februar 2008, 10:40

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første