Den nye Pigeraket lander snart

DBU’s nye Pigeraket er klar til at flyve landet rundt. 136 klubber byder alle 5-11-årige piger velkommen til en helt særlig fodboldrumrejse.


Få en sjov og gratis fodbolddag på DBU's Pigeraketten. Foto: fodboldbilleder.dk


Fodboldsæsonen er netop blevet sparket i gang, og om kort tid letter Pigeraketten for første gang i år.

DBU’s populære pigeaktivitet har fået tunet sin motor og byder i år på et anderledes koncept, hvor pigerne først skal på rumrejse på forskellige planeter og derefter deltage i fodboldtræning i klubben.

Blandt de første afviklingsklubber er Aabenraa Boldklub, der i år afholder Pigeraketten for ottende gang og glæder sig til atter at åbne klubben for en masse piger:

”De første år afholdte vi Pigeraketten for at få nye pigespillere, og det gav os et boom, som har givet os en stor tilknytning i vores pigeårgange. Nu er Pigeraketten mere en sjov dag for pigerne i vores klub, men vi er stadig glade for at få nye piger til – især i de yngste årgange,” siger Erik Petersen, kontaktperson på Pigeraketten i Aabenraa Boldklub.

Også pigerne i Aabenraa glæder sig til en anderledes fodbolddag. 10-årige Naja har prøvet Pigeraketten to gange tidligere, men er klar til endnu en tur i år:

”Jeg elsker fodbold, og så er det rigtig sjovt med en hel pigedag med veninderne. Det er fedt, at jeg både får nye venner og spiller fodbold.”

Plads til flere klubber

Den sønderjyske fodboldklub er én blandt 136 afviklingsklubber på tourplanen i år. Pigeraketten lander første gang den 3. maj, hvorefter den flyver landet rundt i maj og juni og igen i august og september.

Der er dog stadig plads til flere klubber på tourplanen, og din klub kan nå at få besøg af Pigeraketten i år.

Kontakt Sarah Lunar, DBU Bredde, på 4326 5408 eller pigeraketten@dbu.dk for nærmere information eller udfyld dette ansøgningsskema.

Ledige dage i Jylland kan ses her (med rødt).
Ledige dage øst for Lillebælt kan ses her (med rødt):

Alle piger er velkomne, det er gratis at deltage på Pigeraketten, og hverken tilmelding eller fodbolderfaring er nødvendigt.

DBU’s Pigeraket har fløjet siden 1997 og har haft mere end 90.000 piger med på rumrejse.


Læs mere
En ny Pigeraket lander snart! (DBU-nyhed, 10. oktober 2013)
DBU’s Pigeraketten

Log ind