Skal du med til Store Trænertræf?

VM i Brasilien og Det nye AGF er nogle af emnerne på Store Trænertræf 2014, som afholdes den 7. og 8. november i Vejen. Tilmeld dig allerede nu.



Nu varer det ikke længe, inden Store Trænertræf 2014 løber af staben, og som altid er der lagt op til masser af inspiration, netværk og gode oplevelser, når omkring 200 trænere fra hele landet samles.

Store Trænertræf er en tilbagevendende begivenhed for trænere for alle aldersgrupper og på alle niveauer. Store Trænetræf 2014 afholdes i Vejen fra fredag den 7. november til lørdag den 8. november.

VM i Brasilien og Det nye AGF

På Store Trænertræf kan du i år blandt andre møde tre kompetente herrer med efternavnene Rudbæk, Holm og Fredberg.

Alle VM-slutrunder danner grobund for debat om nye tendenser i fodbolden, og Peter Rudbæk, uddannelsesansvarlig hos DBU, vil på Store Trænertræf give sit syn på tendenserne fra VM i Brasilien, hvor flere hold overraskede positivt eller negativt med deres spillestil.

Du kan også opleve Per Holm, U16 landstræner, som vil fortælle om den røde tråd i DBU’s talentarbejde. Han vil tage udgangspunkt i bogen Den røde tråd, som de danske ungdomslandstrænere står bag, og som du får udleveret et eksemplar af. 

Sidst men ikke mindst vil tankerne bag Det nye AGF være omdrejningspunktet, når Jesper Fredberg, A+ træner og Head of Youth og tidligere Superliga-træner i AGF, fortæller om sit arbejde med at sikre implementering af en spillestil gennem alle ungdoms- og seniorrækker i traditionsklubben.

Det komplette program for Store Trænertræf 2014 vil blive annonceret her på hjemmesiden senere på efteråret.

6 timer eller 10 timer i kursusregnskabet

Udover en god oplevelse og masser af ny inspiration til træningen, kan Store Trænertræf give dig timer i kursusregnskabet.

Store Trænertræf er en del af C-træneruddannelsen, og deltager du, giver det dig 6 timer i kursusregnskabet. Har du B-licens, tæller Store Trænertræf som 10 timers B-refreshment.

Tilmeld dig allerede nu

Du kan allerede nu tilmelde dig Store Trænertræf 2014 her.

Prisen for at deltage på Store Trænertræf er 1400 kr. pr. person. Hvis du ønsker at overnatte på kursusstedet, er prisen 1800 kr. for overnatning på flersengsværelser.

Kontakt os

Har du spørgsmål til Store Trænertræf 2014 er du velkommen til at kontakte René Jensen på mail rjen@dbujylland.dk eller tlf. 8939 9954.


Log ind