MENU

Michel Platini besøger DBU

UEFA’s præsident, Michel Platini, deltager ved afskedsreceptionen for Allan Hansen og Jim Stjerne Hansen, introduktionen af Richard Møller Nielsen i Fodboldens Hall of Fame og DBU’s repræsentantskabsmøde.


Michel Platini da han i 2006 deltog ved Dansk Fodbold Award. Foto: fodboldbilleder.dk


Fredag den 28. februar tager Dansk Boldspil-Union (DBU) afsked med nu tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen og bestyrelsesformand Allan Hansen.

Jim Stjerne Hansen fratrådte med udgangen af 2013 sin stilling efter 25 år som øverst ansvarlig for forretningsdriften af det danske fodboldforbund, mens Allan Hansen lørdag den 1. marts afslutter en periode på 12 år i spidsen for den foreningsmæssige del af organisationen.

Det sker ved en fælles afskedsreception for de to på Radisson Blu H. C. Andersen Hotel i Odense mellem klokken 16.00 til 19.00.

Deres netværk betyder deltagelse af en række internationale forretningsforbindelser, kolleger og venner, heriblandt formanden for det europæiske fodboldforbund, UEFA, Michel Platini.


Introduktionstale af Peter Schmeichel, overrækkelse af Michel Platini

Dagen efter, lørdag den 1. marts, vil Michel Platini sammen med Peter Schmeichel være ansvarlige for introduktionen af tidligere landstræner Richard Møller Nielsen Fodboldens Hall of Fame.

Den verbale introduktion af Richard Møller Nielsen bliver foretaget af tidligere landsholdsmålmand og europamester Peter Schmeichel, som han igennem25 år har haft meget stærke bånd til. Derefter vil Michel Platini overrække en statuette til Richard Møller Nielsens søn, Tommy, som på grund af sin sygdom repræsenterer sin far ved denne lejlighed.

Der er stor symbolværdi i, at såvel Peter Schmeichel som Michel Platini er aktivt engageret i optagelsen.

Richard Møller Nielsen havde Peter Schmeichel som målmand på det succesrige OL-landshold i 1986-87, hvorefter målmanden var trænerens førstevalg i alle de seks år, Richard Møller Nielsen var ansvarlig for A-landsholdet og dermed også vandt Europamesterskabet med i 1992.


Kolleger og konkurrenter ved EM i 1992

Michel Platinis og Richard Møller Nielsens veje krydsede første gang hinanden i sommeren 1984, da Michael Platini var anfører for det franske landshold, som det danske landshold med Richard Møller som assistenttræner mødte i åbningskampen på Parc des Princes ved EM-slutrunden i Frankrig.

Otte år senere havde Michel Platini og Richard Møller Nielsen overtaget cheftrænerposterne for deres respektive landshold og mødtes i den sidste og afgørende gruppekamp ved EM-slutrunden i Sverige i 1992 på Malmø Stadion. Med en 2-1 sejr fik Richard Møller Nielsen revanche med kvalifikationen til semifinalen mod Holland og derefter finalen mod Tyskland.

Efter introduktionen af Richard Møller Nielsen i Fodboldens Hall of Fame deltager Michel Platini i repræsentantskabsmødet.

Blandt punkterne på årsmødet er blandt andet valget af den nye formand, hvor næstformand er eneste kandidat, samt et forslag om en organisatorisk ændring i forbindelse med formandsvalget, hvor bestyrelsen står bag et forslag om at fordele næstformandsposten på to personer, som hver især repræsenterer det politiske udvalgsniveau, Breddeudvalget og Professionelt udvalg.


Læs også:

Richard Møller Nielsen hædres

 

Log ind