MENU

Nye krav for målmandstrænere på topniveau

Nye klublicenskrav betyder, at DBU indfører som et af de første forbund i UEFA regi en ny uddannelse og opgradering for de målmandstrænere, der arbejder og har erfaring fra højeste niveau. Til det har de fået hjælp af den tidligere irske landsholds-og Celtic-målmand, Packie Bonner

AaB's målmandstræner Poul Buus ses her sammen med AaB's målmand Nicolai Larsen. Han deltager i øjeblikket på DBU's M3 - uddannelse. Foto: www.fodboldbilleder.dk


Målmandens rolle har skiftet til at være en langt mere involverende rolle i opspillet og igangsættelse. Det betyder også at, at der naturligt nok også er ændrede krav til målmandstræneren, der befinder sig på topniveau.

DBU arbejder derfor i samarbejde med UEFA målrettet på en opgradering til de målmandstrænere, der allerede nu arbejder på højeste niveau – GK Advanced Course. Uddannelsen starter i slutningen af marts, hvor de nuværende målmandstrænere fra superligaen og landsholdene samles i DBU.

Derudover har DBU ligeledes søsat M3-træneruddannelsen – en videreuddannelse for de målmandstrænere, der allerede har M2 og en B-licens. Den nye uddannelse kører pt. som et pilotforsøg og forventes klar til efteråret.

”Vi er kommet rigtig godt i gang med det seneste skud på målmandstræner-stammen, nemlig vores M3-træner. Men de stigende krav til målmandstrænere, både fra målmændene selv og fra forbundene, er jo noget, der gør sig gældende uanset det niveau, du træner og spiller på. Derfor håber jeg, at med udviklingen i faget, at også flere målmandstrænere vil tage en træneruddannelse og være med til at fastholde den høje kvalitet vi i de sidste mange år har haft på målmandssiden,” lyder det fra DBU’s træneruddannelseskonsulent, Peter Rudbæk.

Nye trends stiller store krav
Han suppleres af tidligere målmand for Irland og Celtic, Pactrick J. Bonner, aka Packie Bonner, der i dag er hovedmanden bag UEFA’s målmandstræneruddannelser. Han har af samme årsag netop været i Danmark for at hjælpe DBU med en dansk beskrivelse af den nye M3-træneruddannelse og GK Advanced Course.

”Målmandstræning har ændret sig markant, siden jeg spillede, fordi målmandens rolle i fodbolden også har ændret sig markant. Se blot ændringen i reglen om tilbagelægning – noget, der jo ikke kun stiller krav til målmandens tekniske færdigheder, men som også i høj grad påvirker samspillet med det bagerste forsvar. Målmanden er blevet en helt afgørende spiller i det nuværende hurtige og tekniske fodbold. Og når spillet ændrer sig må målmandstræningen følge med!” lyder det fra Bonner, der peger på tre trends i målmandstræningen:

”1) Målmanden tager i dag en langt større og aktiv del i spillet i bagområdet. 2) tendensen til tidlige og hurtige pasninger ind i feltet fra både backs og centralt forsvar, og til tider også fra midtbanen. 3) ikke mindst de hurtige skift af kanterne, hvor de både søger ind i banen lige så meget, som de søger ud. Alle ting, der involverer målmandens blik for spillet og tekniske kunnen,” lyder det fra den erfarne målmand, der også understreger at brugen af hele kroppen i forsvaret af målet er en udvikling, de har bredt sig over hele Europa.

Målmandstræneren i ny rolle
Det stiller som sagt enorme krav til målmandstrænerens kompetencer og udvikling – ikke kun i trænings øjemed på banen, men også uden for feltet i samarbejdet med resten af trænerteamet. Derfor er det også en del af det, der lægges stor fokus på i uddannelsen:

”Hvordan kan målmandstræneren bedst muligt supplere og være med til at strukturere et træningspas, således, at der både arbejdes med målmændene alene, men også i samspil med eksempelvis forsvarsspillerne. Det stiller krav til en stor forståelse og viden om spillet og træningen, fordi målmandstræneren i dag i langt højere grad indgår som en del af trænerteamet, og derfor også i træningen ikke kun af målmænd men også andre spillere på holdet. Og det er en uvant rolle for mange målmandstrænere,” slutter Bonner, der vil være med på det kommende GK Advanced, der afholdes 26. og 27. marts i Fodboldens Hus.

Læs mere om DBU’s målmandstræneruddannelser her

Du kan finde flere informationer om, hvornår der næste gang afholdes en af DBU’s målmandstræneruddannelser (M0, M1, M2) via dette link:

DBU's kursussøgning

Datoer for det næste M3 vil kunne findes via hjemmesiden primo marts måned.

Log ind