Stærk trup klar til Island

Danmarks bedste fodboldkvinder kæmper om vitale VM-kvalifikationspoint, når holdet den 21. august møder Island i Reykjavik.

www.fodboldbilleder.dk


Det danske kvindelandshold stod senest overfor Island i juni måned, hvor det blev til 1-1 på hjemmebane i Vejle. Dermed er der lagt op til en tæt returkamp på Island, og det er et særdeles velforberedt dansk hold, der drager mod nord medio august.

”Vi har været så heldige denne gang, at vi har haft mulighed for at holde en udtagelsessamling, hvor vi blandt andet har set de hjemlige spillere i aktion. Det har været rigtig godt, og det har givet os et billede af, hvem der pt står stærkest,” fortæller landstræner Nils Nielsen, der har tre debutanter med i truppen.

”Vi har tre nye spillere i truppen. Ida Karstoft, der er en spændende spiller med fin fart og et stort forsvarstalent, Nina Frausing, der spiller i Liverpool og er en dominerende spiller i deres midterforsvar samt Camilla Simonsen fra Kolding Q, der gjorde det rigtig godt ved samlingen i Fredericia. Derudover har vi fået alle spillere, der spiller i udlandet klar, herunder Pernille Harder, der er 100 % fit for fight, og Nadia Nadim, der kommer hjem fra USA, hvor hun har spillet hen over sommeren.”

Holdet kan ikke længere selv afgøre deres VM-skæbne, men hele truppen er klar til at kæmpe for håbet om at komme til VM i Canada i 2015.

”Vi kan ikke længere selv afgøre, om vi kommer til VM, men der er stadig et lille håb, og det kæmper vi, alt hvad vi kan, for. Vi går efter tre point på Island, men det er et fysisk stærkt hold, og vi skal håndtere dem bedre end ved vores seneste møde – ellers bliver det svært. Men vi har arbejdet hårdt på det, og jeg er ikke i tvivl om, at vi står bedre nu. Vi skal spille hurtigt og spille rundt om dem, hvis vi skal tage sejren,” slutter landstræneren.

Se hele truppen her

Katrine V. Veje, Brøndby IF 
Mie Leth Jans, Brøndby IF 
Nanna Christiansen, Brøndby IF 
Simone Boye Sørensen, Brøndby IF 
Theresa Nielsen, Brøndby IF 
Line Røddik Hansen, FC Rosengård 
Janni Arnth Jensen, Fortuna Hjørring 
Karoline Smidt Nielsen, Fortuna Hjørring 
Nadia Nadim, Fortuna Hjørring/ Skye Blue 
Sofie Junge Pedersen, Fortuna Hjørring 
Stina Lykke Petersen, Fortuna Köln 
Camilla Marie Simonsen, KoldingQ 
Sanne Troelsgaard, KoldingQ 
Johanna Maria B. Rasmussen, Kristianstads DFF 
Mariann Gajhede Knudsen, Linköpings FC 
Pernille Mosegaard Harder, Linköpings FC 
Nina Frausing Pedersen, Liverpool FC 
Ida Kathrine Karstoft, Team Viborg

Log ind