MENU

Et fantastisk efterår for Kenn Hansen

Kenn Hansen har haft et spændende efterår med mange internationale kampe. Nu venter endnu to opgaver med EM-kvalifikation og FIFA-kursus.


Foto: fodboldbilleder.dk


Danmarks højest rangerede internationale dommer Kenn Hansen har travlt for tiden. Efter hans playoff-kamp til Europa League i Feyenoord, blev teamet sendt til Rijeka for at dømme årets første Europa League gruppespilskamp, hvor det kroatiske hold mødte sidste års Europa League vindere, Sevilla. Derefter fløj de til Frankrig for at dømme en af de afgørende playoff-kampe til U21-slutrunden, hvor hjemmeholdet mødte vores svenske naboer. 

I torsdags stod teamet så klar igen i Napoli, hvor den italienske storklub mødte Young Boys fra Schweiz. Denne kamp vandt italienerne 3-0, og de danske dommere havde en stille aften på kontoret uden dramatik på det store stadion med plads til 60.000 tilskuere. 

Men efter at have været hjemme i ikke engang en uge skal de igen pakke markeringssprayen ned og på farten igen, denne gang til den sydspanske by Huelva. På lørdag dømmer de nemlig Spanien mod Hviderusland i EM-kvalifikationen i 

”Vi glæder os meget til den kommende kamp i Spanien. Dels fordi vi har nogle gode dommeropgaver i bagagen i år, som giver selvtillid, dels fordi kvalifikationskampe til en slutrunde som EM er noget helt særligt. Vi skal dømme op til vores bedste, så det har vi tænkt os”, forklarer Kenn Hansen med et smil. 

Bag målene, som de obligatoriske måldommere, har han Superliga-kollegerne Jakob Kehlet, som traditionen tro har været med i alle hans internationale kampe i år, og Jens Maae. Lars Rix og Henrik Larsen er linjedommere, og Derya Oguz er med som fjerdedommer. 

Når Kenn Hansen har sagt farvel til sit team i Kastrup Lufthavn, skal han skynde sig hjem og vaske, for allerede dagen efter går turen til FIFA’s hovedkvarter i Schweiz, hvor han er blevet inviteret ned sammen med 23 andre lovende europæiske dommere, der betragtes som potentielle kandidater til det kommende VM i Rusland i 2018. 

”Det  uge lange kursus skal teste os fysisk, teoretisk og praktisk. Og eftersom vores primære kontakt er til UEFA, fordi det er deres Europa League-kampe og landskampe, vi dømmer, så er vi ikke så tit i FIFA’s regi. Det er en stor ære at blive betragtet som en del af lige præcis den gruppe, og jeg vil gøre mig umage for at repræsentere de danske dommere på professionel vis,” slutter en spændt Kenn Hansen.

Log ind