MENU

Fodboldaktiviteter indstillet til idrætspris

To initiativer, der har fodbolden som omdrejningspunkt, er indstillet til Kulturministeriets Idrætspris 2014.

De to kandidater til Kulturministeriets idrætspris understreger på hver deres måde den rolle fodbolden kan spille i samfundet og lokalsamfundet, og viser hvordan fodbolden kan fremme integration og sundhed.

Fodboldklub for integration
Nord-Als Boldklub er blevet indstillet til Kulturministeriets Idrætspris af Danmarks Idrætsforbund for at have anvendt idrætten til at nedbryde fordomme kulturer imellem og skabe fælles oplevelser for byens borgere ved at invitere byens etniske minoriteter til at overvære byens fodboldhold i kamp.

Besøg klubbens hjemmeside 

Fodbold for sundhed
Jens Bangsbo, professor og leder af Center for Holdspil og Sundhed, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, er blevet indstillet af Kulturministeriets Forskningsudvalg på baggrund af hans dedikerede arbejde med forskning i relationen mellem fodbold og sundhed, for etableringen af Center for Holdspil og Sundhed og udviklingen af konceptet Fodbold Fitness. Forskningen fra Center for Holdspil og Sundhed har tidligere bevist, at fodbold er sundere end både løb og fitness. Det har haft betydning for Dansk Boldspil-Unions arbejde med at bruge fodbolden til at fremme sundhed.

”Forskningen har været helt central i forbindelse med udviklingen af Fodbold Fitness, som netop har fokus på fodboldens sunde aspekter på målgrupper, som ikke tidligere har haft tradition for at spille fodbold,” fortæller
Kenneth Grønlund Rasmussen, Fodbold Fitness-projektleder hos DBU. 

Læs mere om Center for Holdspil og Sundhed 

Kulturministeriets Idrætspris
I alt er 12 kandidater indstillet til Kulturministerens Idrætspris 2014, der overrækkes af Kulturministeren i forbindelse med den årlige idrætsreception i Kulturministeriet den 11. december 2014. Receptionen vil samtidig markere idrætsudøvernes bidrag til et rigt idrætsliv i Danmark inden for eliteidræt og breddeidræt. 

Læs mere HER

Log ind

c