Dommere på udvekslingsophold

Dommerkolleger på tværs af landegrænser mødes i DBU i weekenden. Tre engelske talentdommere udveksler erfaringer og ideer med danske dommere for at styrke den individuelle dommergerning og sammenholdet i den internationale fodboldfamilie.

Dommer bagfra_2011
Engelske dommere skal prøve kræfter med den danske U19 2. division i weekenden. Foto: DBU

De grønne kunstgræsbaner foran DBU-bygningen bliver i denne weekend ikke udsat for tacklinger, hidsige frispark eller blændende scoringer. I stedet bliver der nørdet offside-regler og markeringsspray på det stive plastic. Græsset er denne weekend en del af klasselokalerne for seks talentdommere – tre danske og tre engelske – der har fået plads på DBU´s Talentdommerkursus 2.

De engelske dommere er inviteret til Danmark for at dele erfaringer, viden og input med deres danske kolleger. Og det er ikke tilfældigt, at det er vores engelske naboer, der lægger vejen forbi DBU.  

”I England har de en speciel tone og en bestemt måde at opføre sig på over for spillerne – og meget hårdere tacklinger end i Danmark. Og det lærer vores dommere helt vildt meget af. Fodboldkulturen er helt anderledes, og det tvinger de danske dommere til at reflektere over de beslutninger, de træffer på banen hjemme i Danmark,” siger René Rasmussen, der er dommeruddannelseskoordinator i DBU. 

De danske dommere var sidste måned forbi Liverpool i England, hvor det engelske fodboldforbud var værter for første del af dommerkurset. Og det var en kæmpe oplevelse for de unge danskere.    

”De danske dommere kommer ud internationalt for første gang. Det er et kæmpe boost for dem og en god forberedelse til resten af karrieren,” fortæller René Rasmussen. 

Talentdommer fra SønderjyskE Fodbolddommerklub, Martin Outzen fik fløjten og dermed ansvaret for en kamp mellem to engelske hold, da dommerne besøgte Liverpool. Og han har på egen krop følt den store kulturforskel mellem dansk og engelsk fodbold. Han måtte lægge ører til mange flere skældsord end i kampene på den jyske muld herhjemme. 

”Spillerne agerer meget anderledes derovre. Spillerne er utroligt snakkende. I Danmark er der stor respekt for dommerne. I England sviner de dommeren til fra start til slut. Der bliver sagt ”fuck off” til dommeren måske 20 gange i én kamp. Det ville man aldrig høre i Danmark. Man snakker ikke mere til spillerne af den grund – det er ikke en dialog – men man kommer til at tænke rigtig meget over sin non-verbale kommunikation. Det har helt sikkert har været med til at rykke mig både personligt og som dommer,” fortæller Martin Outzen. 

De engelske dommere skal blandt andet være med til at dømme en kamp i U19 2. division i weekenden.

Log ind