Historisk vintertur samler de danske landshold

Talentudviklingen og "Den Røde Tråd" sættes i den grad i fokus på DBU’s kommende træningstur til Tyrkiet, hvor hele fem landshold deltager.



U21-landsholdsspiller Frederik Børsting tager i januar på træningstur til Tyrkiet for at forberede sig på de kommende EM-kvalifikationskampe. Det samme gør cirka 100 andre landsholdsspillere fra de danske U16, U17, U19 og U21-landshold samt kvindelandsholdet. Foto: www.fodboldbilleder.dk.


Det er faktisk aldrig set før, at DBU samler hele fem landshold til en træningstur.

Men når landstrænere, spillere og klubber i januar drager mod varme og grønt græs i Tyrkiet, er det med tæt på 100 landsholdsspillere og hele fem landshold på passagerlisten – U16, U17, U19; U21 og kvindelandsholdet.

Og det er der en helt speciel grund til, hvis du spørger Flemming Berg, DBU’s talentudviklingschef:

”Det er en fantastisk mulighed, der dukkede op og betyder, at vi på tværs af vores ungdomslandshold kan sparre, vidensdele og ikke mindst følge nogle af de største talenter på tætteste hold. En unik mulighed ikke kun for vores bedste spillere, men også for vores landstrænere, talenttrænere og hele staben omkring de forskellige landshold. Det er ’Den Røde Tråd’ i den grad eksemplificeret i et samarbejde på tværs af DBU’s landshold og med talentarbejdet i centrum,” siger Flemming Berg.

For selv om det danske A-landshold missede EM så er der ifølge Flemming Berg bestemt ingen grund til at pakke klaphatten væk, når man ser på den danske talentmasse!

”Vi har  mulighed for dansk deltagelse i hele fem slutrunder til sommer, da vi for første gang siden 2009 har alle fire ungdoms turneringshold på både herre og kvindesiden med i den afgørende EM-kvalifikation til foråret, de såkaldte Elite-rounds. Det sammenholdt med et OL også til sommer er der masser af dansk landsholdsfodbold at se frem til. Derfor tjener denne tur også som en fremragende forberedelse for vores dygtige ungdomslandshold til afgørende kampe i foråret,” siger Flemming Berg, der ser mange fordele i at samle landsholdene på en vintertur:

U21-landstræner Niels Frederiksen er enig i at turen både tjener som forberedelse for spillerne, vidensdeling og sparring for staben omkring landsholdene:

”Det er klart, at jeg som træner for det danske U21-landshold selvfølgelig er begejstret for denne mulighed, fordi vi som hold bliver matchet mod nogle stærke modstandere. Samtidig er det en fantastisk sjælden mulighed for at følge de andre landshold så tæt på. Og så giver en tur som denne jo også noget uden for banen, hvor vi traditionelt set i Danmark altid har været gode til at dele viden og erfaringer med hinanden på tværs af landshold – så det ser jeg i høj grad også frem til,” slutter Frederiksen.

Turen for alle fem landshold foregår i perioden fra 18. – 27. januar 2016.


Kampoversigt:

U16-landsholdet
Holdet spiller to kampe/TBA (trup udtages 22. december)

U17-landsholdet:
Holdet spiller to kampe/TBA (trup udtages 22. december)

U19-landsholdet:
Holdet spiller to kampe/TBA (trup udtages start januar)

U21-landsholdet:

20. januar DK-Ukraine (U21)
25. januar DK - Wolfsburg VfL (U23)

Kvindelandsholdet:
22. januar DK-Holland
25. januar DK-Holland


Log ind