Ny trænerstruktur skal styrke U-landsholdene

Muligheden for den enkelte træner at arbejde med talenterne i længere tid er resultatet af en ny trænerstruktur for de danske U16–U18-landshold. En omstrukturering, der også betyder, at nuværende U17-landstræner Jan Michaelsen stopper til sommer.



Jan Michaelsen stopper som U17-landstræner til sommer. Inden da skal han i foråret forsøge at få det danske U17-landshold til EM. Foto: www.fodboldbilleder.dk


En ny trænerstruktur på de danske U-landshold skal skabe en endnu større sammenhæng imellem de yngste danske landshold og give den enkelte landstræner endnu bedre muligheder for at følge det enkelte talent igennem længere tid frem til en evt. seniorkarriere.

En omstrukturering, der træder i kraft til sommer og betyder, at nuværende U16 og U18-landstræner Per Holm vil følge den nye årgang fra U16 frem til og med U18. Samtidig vil der blive ansat en ny U-landstræner i løbet af foråret 2016, der sammen med Per Holm varetager ansvaret for DBU's tre yngste landshold. Dermed arbejdes der målrettet og langsigtet både med de individuelle talenter og holdet – og ikke mindst en styrkelse af arbejdet med den vigtige U17-årgang, der er et turneringshold.

”Den nye struktur giver den enkelte landstræner meget bedre muligheder for at arbejde stabilt og kontinuerligt med både holdet og de enkelte talenter i deres talenttid. Det er en vigtig styrkelse af den danske talentudvikling – især også når det gælder om fortsat at have et stærkt og konkurrencedygtigt U17-landshold, som også er tilfældet i den årgang , vi ser nu,” siger DBU’s talentudviklingschef, Flemming Berg.

Jan Michaelsen stopper til sommer

Den nye struktur betyder dog også, at den nuværende U17-landstræner Jan Michaelsen stopper efter en eventuelt EM-slutrunde til sommer. En beslutning, som er taget i dialog med DBU og bunder i den nye ansvarsfordeling på de danske U-landshold.

”Jeg har igennem de sidste fire år haft det kæmpe privilegium at arbejde med de største talenter i deres årgang og ikke mindste følge deres udvikling som spillere. Jeg håber samtidig for både holdet og mig selv at kunne gøre arbejdet færdigt med et EM til sommer!,” siger Jan Michaelsen og fortsætter:

”Det har derudover været en stor fornøjelse at være en del af DBU’s Landstrænergruppe, hvor vores kontinuerlige sparring har været med til at rykke DBU og dansk fodbold i en rigtig positiv retning på flere forskellige niveauer. Men jeg ser også nu frem til efter fire år i DBU at bruge lejligheden til at få nye udfordringer,” slutter Jan Michaelsen, der startede i 2012 som U17-landstræner.

”Vi betragter Jan som en både kompetent og fagligt meget dygtig træner og ser også meget frem til at følge ham og U17-landsholdet til forårets Elite Round i deres kamp for en EM-slutrunde til sommer. Det mener vi, der er rigtig gode chancer for. Beslutningen om at omstrukturere sker som et led i vores målrettede arbejde med at blive endnu skarpere på talentudviklingen, og der tror vi på, at vi med omstruktureringen på trænersiden vil stå styrket i vores talentarbejde,” slutter Flemming Berg.


Log ind