Futsal: Jagten på DM-guldet i gang

Der vil være højt tempo og god boldteknik, når de bedste danske futsalhold på ungdoms- og kvindesiden i weekenden kæmper om DM-guldet i Arena Assens.



Fortuna Hjørring vandt DM i både 2013 og 2014. Der skal findes en DM-vinder hos både U17 og U19 Drenge, U17 Piger og kvinder. Foto: www.fodboldbilleder.dk



Fynske Assens ligger måske et par kilometer væk fra gaderne i Brasilien, men den sydeuropæiske boldsport, futsal, er i den grad kommet for at blive – også i det vinterkolde Danmark.

Der vil derfor være høj fart og frække finter at opleve, når Arena Assens åbner dørene til årets Final 4-stævne i weekenden den 7.-8. februar. Her kæmper ’toppen af poppen’ i dansk ungdoms og kvindefutsal om den eftertragtede DM-titel.

Og ikke mindst det lokale hold fra Nr. Aaby vil få kamp til stregen, når U19 Drenge Ligaen skal afgøres. Her kæmper de lokale helte mod IF Skjold Sæby, B 1903 og sidste års bronzevindere fra Jægersborg, der trænes af den danske landstræner, Nikolaj Saabye. Hvis de lokale drenge kan overkomme den svære opgave, vil det være første gang, at et DM-trofæ i futsal ender på Fyn i den årgang.

Modsat på kvindesiden er Fortuna Hjørring som forsvarende danmarksmestre overordentligt bekendte med DM-titlen. Holdet fra Nordjylland har vundet titlen tre gange før, og det kan gå hen og blive tredje år i træk for Hjørrings damer, når de tørner sammen med Brøndby IF, Skovbakken og FA København.

Der vil begge dage inden kampene være ungdomsstævne, hvor lokale fynske hold får en smag af futsalsporten, der er inde i en meget positiv udvikling – senest understreget af det danske futsallandsholds historiske avancement i EM-kvalifikationen i januar. DM for herrer spilles den 21. og 22. februar i Roskilde Hallerne.

Der er gratis adgang begge dage til DM!

Se programmet her

Program U17 og U19 Drenge – lørdag

Program U17 Piger og Kvinder – søndag

Læs mere om futsal på www.dbu.dk/futsal og følg liga og landshold på www.facebook.com/DBUfutsal

Log ind