MENU

De bedste talentklubber anerkendes

DBU’s licensmanual for herreungdom udgør kernen i dansk talentudvikling – og er netop udsendt for ottende gang. Ændringer giver blandt andet mulighed for 2-årige licenser, og der er direkte deltagelse i UEFA’s Youth League for U19 DM-vinderen.



Fremadrettet kæmpes der ikke kun for DM-titel men også deltagelse i UEFA Youth League i U19 Ligaen. Foto: www.fodboldbilleder.dk


Det er nok en af DBU’s mere velbevarede hemmeligheder og tager sjældent de store overskrifter – måske også på grund af det knapt så sexede navn.

Alligevel er DBU’s licenssystem nok en af de største successer i dansk elitefodbold og kernen i den danske talentudvikling!

”Vi har i dag med licenssystemet aldrig haft bedre rammer for udviklingen af vores bedste eliteungdomsspillere i Danmark,” understreger Teddy Pedersen, der er formand i DBU’s Herreeliteungdomsgruppe, der sidder med udviklingen af licensmanualen.

Fasttømret fællesskab som mål

Det er syv år siden, at DBU’s ’røde tråd’ blev lanceret, og det første licensmanual sendt på gaden. Et manual der gennem krav og rammer dikterer og sikrer de bedst mulige klubmiljøer faciliteter, træningssessioner og højt kvalificerede trænere til de bedste danske talenter.

”Vi tilpasser naturligvis løbende licensmanualen, så den også passer til de krav og behov, som både klubberne og DBU har for at sikre bedst mulige talentarbejde og de bedst mulige spillere. Og her er der ingen tvivl om at det unikke samarbejde, vi har med klubberne på dette område, gør en kæmpe forskel i det målrettede arbejde på at få den talentudvikling i verdensklasse, som vi fælles bestræber os på,” siger Teddy Pedersen, der samtidig understreger at både DBU og klubberne stadig kan komme endnu tættere på hinanden i et fasttømret fællesskab, som han siger – til gavn for alle!

I denne uge modtog klubberne så den ottende udgave af licensmanualen for herreungdom, der endnu gang er blevet justeret til klubbernes, spillernes og DBU’s ambitioner om at skabe de bedste talenter til dansk klub- og landsholdsfodbold.

Nogle af de vigtigste tilføjelser/ændringer i licensmanualen for 2015/2016 er:

  • Muligheden for at uddele 2-årige licenser til de mest stabile licensklubber/talentudviklingsmiljøer
  • A-licensklubber SKAL deltage i Reserveholdsligaen
  • U19-hold har mulighed for deltagelse af to ældre spillere
  • Deltagelse i UEFA Youth League for vinderen af U19 Ligaen

Formelt er hverken Youth League deltagelse eller de ældre spillere på U19 en del af licenssystemet.

I den nye licensmanual har det været vigtigt for DBU’s Herreeliteungdomsgruppe at anerkende og støtte de klubber, der år efter år arbejder målrettet med talentarbejdet og har en stabil licenshistorik og samtidig lægge vægt på at have redskaber til at sikre bedst mulige transition til førsteholdet.

Derudover er der kommet en ekstra ny gulerod for vinderen af U19-Ligaen, der første gang kvalificerer sig direkte til UEFA Youth League, der også kaldes Champions League på ungdomssiden. Sidste år var kvalifikationen alene knyttet op på deltagelse i CL-gruppespillet.

Læs Licensmanualen for Herreungdom 2015/2016 her

Deadline for ansøgning til enten A, B eller T-klublicens er 3 marts 2015 kl. 12.00

Log ind