Rent bord i Qatar

Fire sejre i fire kampe over Iran og Qatars akademihold var resultatet af U16- og U18-landsholdets træningstur til Qatar.



Igen i år var U16 og U18-landsholdet en tur i Doha, Qatar for at spille med i en mini turnering på Qatars akademi Aspire mod Iran og Qatars akademihold. 

Turen gav mulighed for anderledes matchning og optimale baner på en tid, hvor kolde Danmark har vejret imod sig. Begge hold viste, at dansk talentudvikling står stærkt i forhold til den arabiske modstand, som man mødte på turen, da alle fire kampe blev vundet. 

Dermed er det også to tilfredse landstrænere, der kan kigge tilbage på turen og kampene i Qatar.

"Turneringen i Qatar er en fin måde at starte året på. På perfekte baner fik vi spillet mod et par anderledes modstandere. Godt at se, at vi som håbet og forventet var spilstyrende i begge kampe, og at vi fortjent vandt denne mini turnering,” fortæller U18-landstræner, Henrik Clausen, og fortsætter:
 
”Generelt var det kollektivet som var stærkt og modstanderne fik næsten ingen chancer. Vi kan fremadrettet arbejde på at blive endnu bedre til at skabe og udnytte chancerne."

Næste aktivitet for U18-landsholdet er en samling i Tilst d. 16-17. marts og derefter to landskampe på udebane mod Rumænien i april.

U16-landstræner, Per Holm, var specielt tilfreds med den anderledes matchning, holdet fik.

”Det var en god matchning mod anderledes fodboldkulturer, hvor jeg fik set udvikling rent spillemæssigt. Samtidig skulle spillerne forholde sig en række til forskellige udefrakommende stressfaktorer, som en anderledes tilgang og kultur byder, når man rejser udenfor Europa.”

”I den første kamp mod Iran fik vi vist, at selvom man er det bedste hold, så skal man holde fokus i hele kampen. I den anden kamp mod Aspire viste holdet offensivt spil på meget højt niveau. Samlet set skal holdet dog forbedre sig defensivt, så der gives færre chancer til modstanderen”      

U16-landsholdet tager allerede afsted igen i midten af februar, når holdet spiller med i en UEFA Development turnering i Irland. Modstanderne er Tjekkiet, Østrig og Irland. 

Kampfakta:

U18
Iran – Danmark 1-2 (0-0): De danske målscorere: 2 x Mikkel Duelund 

Aspire - Danmark 0-2 (0-1): De danske målscorere: Alexander Munksgaard og Mads Thychosen

U16
Iran - Danmark 2-4 (1-3): De danske målscorere: 2 x Mads Stefansen og 2 x Jens Odgaard

Aspire - Danmark 1-3 (0-2): De danske målscorere: Carlo Holse, Mads Stefansen og Jens Odgaard

Begge hold endte dermed som vindere af mini turneringen.

Se U16-truppen og U18-truppen

Se kampstatistik 

Log ind