Tjen penge til dit fodboldhold

Nu kan du tjene penge til dit fodboldhold samtidig med, at du støtter en god sag ved at sælge skrabelodder for Dansk Handicap Idræts-forbund



Støt dit hold, støt handicapidrætten - Alle fodboldhold kan nu tilmelde sig som sælgere af Dansk Handicap Idræts-Forbunds lotteri. Konceptet er, at I sælger lodder i jeres netværk og lokalområde, og tjener penge til jeres egne aktiviteter samtidig med, at I støtter DHIF’s arbejde for handicapidrætten. 

Erfaringer fra DHIF’s tidligere lotterier viser, at et fodboldhold ofte tjener op til 10.000 kroner til egen kasse, og i nogle tilfælde mere. Det kræver blot 20 spillere, der sælger over 50 lodder hver. Lodderne koster 25 kroner stykket. Det er gratis at tilmelde sig og bestille lodder til salg. Vælger I at bestille med returret af usolgte lodder, tjener man otte kroner per solgt lod. Vælger I at bestille uden returret af usolgte lodder, tjenes der ti kroner per solgt lod. En af fordelene ved lotteriet er, at der ikke er noget udlæg ved bestilling af skrabelodderne, og man først afregner i august, når kampagneperioden slutter. Ved bestilling medfølger salgsguide og udførlig brugsvejledning.

Sammen om en god sag
DBU og DHIF har de seneste par år haft et godt partnerskab, der skal sikre at alle uanset forudsætninger kan spille fodbold. Derfor er det også oplagt for DBU at støtte op om DHIF’s landslotteri, der skal skaffe penge til arbejdet med at sikre de bedste mulige rammer for handicapidrætten i Danmark.

”Vi er glade for at støtte op om DHIF’s skrabelotteri, og vi håber, at trænere og ledere tager godt imod muligheden for både at støtte handicapidrætten og deres egen klub eller hold,” lyder det fra Mikkel Minor, DBU Kommunikation.

Læs mere og bestil skrabelodder til dit hold eller din klub

Læs mere om DBU og DHIF’s samarbejde 


Log ind