MENU

Pierre Emile Højbjerg undersøges mandag i Tyskland

Pierre Emile Højbjerg deltager mandag ikke i U21-landsholdets træningspas på Vikoria Zizkovs træningsanlæg i Prag, men fløj søndag aften til Tyskland, hvor han idag undersøges nærmere.

Den danske landsholdsprofil har i dialog med DBU og sundhedsstaben valgt kort at forlade U21-landsholdslejren i Prag søndag aften.

”Vi har valgt at agere hurtigt, da tiden i disse dage er knap, og sendt Pierre Emile til Tyskland, efter at han lørdag aften i kampen mod Serbien mærkede lidt ubehag i baglåret. Han fløj derfor efter lidt restitution i går til München, hvor han mandag formiddag har en aftale med sine faste behandlere i Tyskland. For os er det vigtigt at reagere og agere hurtigt i så fald en behandling er nødvendig,” lyder det fra U21-landsholdets læge Jesper Petersen:

Både sundhedsstaben og landstræner Jess Thorup afventer senere i dag en tilbagemelding fra landsholdsspilleren. Det er dog allerede nu forventet, at den unge landsholdsprofil er tilbage i Prag mandag aften.

”Nu afventer vi nogle svar og tager herefter en dialog med Pierre, når han er tilbage i aften – og først derefter vil vi vide, om det kan have indflydelse i forhold til vores første kamp mod Tjekkiet på onsdag. Vi forholder os til fakta, når de foreligger, og er utrolig glad for, at vi kunne reagere så hurtigt, da der ikke er mange dage at løbe på,” slutter Jess Thorup.

Danmark har to træningspas inden det onsdag går løs i åbningskampen mod Tjekkiet på Eden Stadion i Prag kl. 18.00 En kamp, der kan ses direkte på DR3.

Følg U21-landsholdet under EM både på de sociale medier og her

   

Log ind