MENU

Christian Eriksen i kamp om rekord

Morten Olsen udtog i dag truppen til forårets to første venskabskampe. Med i truppen er Christian Eriksen, der med spilletid i bare én af de to kampe kan sikre sig den fornemme titel som den yngste landsholdsspiller nogensinde, der når 50 kampe. Truppen tæller 10 nye navne i forhold til sidste landskamp.

Morten Olsen udtog i dag 23 spillere til de kommende venskabskampe. Foto: fodboldbilleder.dk.


Det har været en tid fyldt med uvished omkring det danske landshold. Mange andre elementer end spillet på banen har været i fokus i fodbold-Danmark. I dag blev én ting slået fast. Morten Olsen har udtaget den absolut stærkeste trup til landsholdets to testkampe mod USA og Frankrig.

"Vi haft nok fnidder-fnadder. Nu skal vi til at spille fodbold. Det er det, det handler om," startede Morten Olsen dagens pressemøde.

Olsens 23 spillere skal vise Danmarks værd inden et vigtigt opgør mod Serbien til juni. Det er derfor rutinerede navne, der står på det holdkort, som Morten Olsen fremviste journalisterne til dagens pressemøde.

Men rutine er ikke altid et afkast af alder. Med Christian Eriksen på plads på midtbanen, står den blot 23-årige Tottenham-spiller over for sin landskamp nummer 50. Dermed bliver årets spiller den yngste nogensinde til at runde 50 landskampe.

Rutinen præger også det danske forsvar, der med Daniel Agger og Lars Jakobsen tilsammen har tæt på 150 kampe i rød og hvid bag sig.

De to rutineprægede forsvarskommandanter får gensyn med Daniel Wass, der efter stor succes i franske Evian har spillet sig tilbage i landsholdstrøjen.

"Daniel Wass er en dejlig all-round spiller, der kan bruges hvor vi har brug for ham," udtaler Morten Olsen om valget af Wass.

I forhold til seneste trup, så er der 10 nye navne i landsholdstruppen denne gang.

De 23 spillere skal snøre støvlerne allerede om otte dage, hvor turen går til NRGI Park i Aarhus til årets første landskamp. Tallene er imod Danmark, når det kommer til årets første kamp, hvor danskerne tidligere har haft svært ved at ryste vinterpausen af sig. Det danske A-landshold har ikke vundet den første kamp i året siden 2008. 

Turen går til St. Etienne efter USA-kampen, hvor Frankrig den 29. marts venter til endnu en styrkeprøve for det danske landshold.

Om de to modstandere siger Morten Olsen:

"USA er et hold, vi kan sammenligne os med. Frankrig kan vi ikke sammenligne os selv med. De spiller helt fantastisk fodbold og er klare favoritter til en topplacering til EM. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan vinde over dem dog," forklarede Morten Olsen ved dagens pressemøde.  

Et pressemøde hvor landstræneren også offentliggjorde, at han stopper som landstræner ved kontraktudløb i juni 2016.

Truppen til de to venskabskampe kan findes her.




Vidste du at...

- Danmark har ikke vundet årets første landskamp siden 2008, hvor det blev til en sejr på 2-1 over Slovenien i Nova Gorica. Efterfølgende er det blevet til en uafgjort og fem nederlag.

- Det er 90 år siden, at Aarhus for første gang var vært for en dansk landskamp. Sidenhen har Danmark haft hjemmebane i Aarhus i 17 andre landskampe, så statistikken for Aarhus lyder på 8 sejre, 4 uafgjorte og 6       nederlag.

- Hvis Daniel Agger spiller minimum fire minutter mod USA, overtager han 20. pladsen på listen over spillere med mest spilletid for Danmark. Får Agger 90 minutter, overhaler han også René Henriksen, Jens Jørn Bertelsen og Søren Lerby.

- Jonas Lössl er den eneste spiller i truppen, der endnu ikke er noteret for en A-landskamp.

- Pierre Emile Højbjerg kan blive den anden spiller, og den første siden Benno Larsen i 1977, til at repræsentere FC Augsburg i en officiel landskamp.

Statistik leveret af danskfodbold.com - DBU´s officielle statistikere.



Log ind