Fyr den af med Pharfar og Wafande til finalerne i Skolefodbold

De næste tre år afvikles finalerne i verdens største skolefodboldturnering - Ekstra Bladet Skolefodbold - i Odense. Finalerne spilles i år den 30. april, og DBU og Odense Kommune byder i fællesskab op til fest.

Parken i København, NRGi Park i Århus og Farum Park har de seneste år lagt græstæppe til de prestigefyldte finaler i verdens største skolefodbold-turnering – Ekstra Bladet Skolefodbold. Nu er turen kommet til TREFOR Park i Odense.

DBU og Odense Kommune har indgået en partnerskabsaftale, der gør Odense til værtsby for finalerne i Ekstra Bladet Skolefodboldturnering de næste 3 år.

Jan Kristensen, aktivitetsansvarlig hos DBU, udtaler i den forbindelse:
"Vi glæder os meget til samarbejdet med Odense Kommune, og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde. Valget af Odense som afviklingssted for finalerne i Ekstra Bladet Skolefodbold var naturligt for DBU. Vi er meget tilfredse med den nye 3-årige aftale, så vi i samarbejde med værtsbyen kan skabe rammerne om en uforglemmelig oplevelse for skolerne, spillerne og hele byen. Vi mærkede fra starten i forhandlingerne med Odense Kommune, at der var en stor interesse fra byens side, og det er vigtigt for arrangementet og DBU, at alle er meget engagererede, så vi i fællesskab kan skabe rammerne om nogle fantastiske finaler for både pigerne og drengene. Odense har samtidigt nogle dejlige faciliteter, og ligger på landkortet placeret sådan nogenlunde midtvejs mellem øst og vest. Derfor var valget af Odense ikke svært", lyder det fra Jan Kristensen.

Finalerne afvikles på TREFOR Park, der i september måned dannede en flot kulisse for venskabskampen Danmark – Tyrkiet. 
Her bød Odense indenfor til fodboldfest, og det kommer til at gentage sig i forbindelse med skolefodboldfinalerne.

"I Odense ser vi frem til at tage imod de mange glade unge mennesker og deres familier ved finalerne i Ekstra Bladet Skolefodbold. Med vores placering så centralt i landet kan vi tilbyde en ny og spændende ramme om arrangementet, der traditionelt set samler opmærksomhed fra hele landet. Vi er rigtig gode til at udvikle på tilbagevendende events, og vi glæder os også til over de kommende år at tilføre den festlige afslutning på den prestigefyldte turnering lidt fynsk krydderi", siger Jane Jegind, By- og Kulturrådmand i Odense og næstformand i Sport Event Fyn.

Fest og farver på og udenfor banen
Ekstra Bladet Skolefodboldfinaler har igennem tiden været forbundet med god underholdning både på og uden for banen, og 2015-finalen bliver ingen undtagelse.

Finalerne finder sted torsdag den 30. april og udover to fantastiske fodboldkampe, vil blandt andet Wafande og Phafar spille op til fest og farver, så både spillere og tilskuere får en uforglemmelig oplevelse på TREFOR Park. 

Jagten på finaledeltagelse i skolefodboldturneringen indledes den 7. april, når slutspillet fløjtes igang, og der venter med garanti nogle spændende kampe inden det hele kulminerer i eventyrets by den 30. april. 

Læs mere:
Ekstra Bladet Skolefodboldturnering

Log ind