MENU

Hattrick af Bendtner sikrer 3-2 sejr

På trods af at Danmark var bagud både 0-1 og 1-2, lykkedes det alligevel de rød-hvide at hive en 3-2 sejr i land. Nicklas Bendtner blev dagens helt store helt, da han scorede alle tre danske mål. Med de tre scoringer fik Bendtner også scoret sit første hattrick for Danmark.



Nicklas Bendtner scorer sit første hattrick på landsholdet i dagens kamp mod USA. Foto: www.fodboldbilleder.dk

De amerikanske gæster lagde friskt fra land, uden de dog fik skabt de store målchancer. Det tog Danmark små 5-10 minutter at komme ind i opgøret, men det lykkedes – og da uret rundede 15 minutter, var det hjemmeholdet der havde taget teten. Det førte til en række halve chancer til både Eriksen og Bendtner. 

Men bedst som Danmark så ud til at have kontrollen med kampen, slog amerikanerne til. Altidore begik nok frispark mod enten Wass eller Kjær, men det blev ikke dømt, og Altidore fik via Wass’ skinneben sparket bolden ind bag Stephan Andersen. Efter det amerikanske mål tog det lidt tid for Danmark at genvinde fatningen, men det skete – og efter lidt over en halv time udlignede Bendtner til 1-1. Jakob Poulsen fandt Wass med en fin stikning, Wass slog et indlæg mod Lasse Vibe, der snittede bolden med hælen hvilket efterlod Bendtner helt fri foran mål. Udligningen var helt sikkert ikke Bendtners allersværeste scoring i karrieren.

I den resterende del af 1. halvleg kom ingen af holdene frem til de store chancer, og derfor var det ganske fortjent, at det stod 1-1 ved pausen.


Bendtner sikrede sejren med sit første hattrick

Straks fra 2. halvlegs start forsøgte Danmark at få kontrol med opgøret, og det lykkedes egentlig også ganske fint. De store chancer udeblev dog, og derfor kunne amerikanerne endnu engang tage føringen. Aron Johannsson fik klemt sig imellem et par danske forsvarere, og formåede også at få så meget fart på bolden, at den blev sendt i mål til amerikansk 2-1 føring.

Dermed var det op på hesten en gang til, og igen var det Bendtner der viste sin målnæse. Med små 10 minutter tilbage af kampen fik Danmark en god mulighed, det så først ud til at chancen var løbet ud i sandet, men Delaney fik vendt rundt på baglinien og sendt et indlæg ind i feltet, det blev snittet med hovedet af en amerikansk forsvarer og efterlod Bendtner helt fri – og han udlignede atter, denne gang til 2-2. 

Herfra og til sidste fløjt var det Danmark der mere eller mindre skabte alle chancer, men alligevel havde de fleste nok troet, at kampen ville ende uafgjort 2-2. Men i kampens overtid slog Eriksen en lang aflevering frem mod Bendtner, han tæmmede elegant bolden og bankede den efterfølgende flot forbi den amerikanske keeper Rimando. Hattrick af Bendtner og Danmark foran 3-2. Det var alligevel ved at ende 3-3, men heldigvis fik Brooks ikke headet sin store hovedstødschance i mål, og dermed endte det med en alt i alt fortjent dansk sejr.


Hurtig reaktion fra Eriksen og Olsen

På trods af at det ”blot” var en venskabskamp, var der nu alligevel tilfredshed hos spillere og trænere efter kampen. Christian Eriksen sagde blandt andet: ”Jeg synes vi sluttede kampen godt af, det kan vi være meget tilfredse med. Det er noget vi kan tage med os efter kampen. USA skubbede noget længere tilbage i 2. halvleg, det gav os noget mere plads. For mig personligt var det en kampe ære at få lov til at bære anførerbindet, og det endda i min landskamp nummer 50”.

Landstræner Morten Olsen udtalte efter sejren: ”Med sejren viste vi den rette mentalitet. Det var dejligt med en sejr i årets første landskamp, for det er vist lang tid siden, det er sket. Til gengæld ærgerligt at vi bevarede traditionen med at lade modstanderen komme foran. USA viste sig at være en meget fysisk modstander, de var teknisk gode, men det her er en kamp vi bør vinde. USA har vel tre chancer og vi forærer dem to mål. Jeg føler vi burde have vundet kampen mere overbevisende end vi gjorde”.

Kampfakta:

Danmark-USA 3-2 (1-1)
0-1 Jozy Altidore (19'), 1-1 Nicklas Bendtner (33'), 1-2 Aron Johannsson (66'), 2-2 Nicklas Bendtner (83'), 3-2 Nicklas Bendtner (90')
10.505 tilskuere på NRGi Park i Aarhus

Den danske startopstilling

Stephan Andersen - Daniel Wass, Simon Kjær, Erik Sviatchenko, Nicolai Boilesen (53’ Simon Busk Poulsen) - Jakob Poulsen (46’ Thomas Delaney), William Kvist (46’ Anders ''AC'' Christiansen), Michael Krohn-Dehli (78’ Lasse Schöne) - Lasse Vibe (74’ Martin C. Braithwaite), Nicklas Bendtner, Christian Eriksen.

Ikke benyttede spillere: Kasper Schmeichel, Lars Jacobsen, Mathias ''Zanka'', Kian H. Hansen og Jonas Lössl.

Dommerne

Dommer: Mattias Gestranius (FIN)
Liniedommere: Jan-Peter Aravirta og Mikko Alakare

Statistiske vinkler EFTER kampen mod USA:

  • Nicklas Bendtner scorede sit første hattrick for Danmark, og tangerer med 29 mål Henning Enoksen på 7. pladsen over mest scorende danske landsholdsspillere.
  • Nicklas Bendtner har nu scoret to mål i hver af de tre sidste landskampe, hvor han er kommet på måltavlen.
  • Danmark fik sin første sejr siden 2008 i årets første landskamp.
  • AC Chievo Verona bliver med indskiftningen af Anders ''AC'' Christiansen ny klub til at blive repræsenteret på det danske A-landshold. 
  • Aarhus har lagt græs til 19 landskampe (9V-4U-6T).

Log ind