Pernille Harder venter på dig i Viborg!

Energi Viborg Arena inviterer til fodboldfest, når kvindelandsholdet til sommer spiller om afgørende EM-kvalpoint. Som noget nyt kan fans fra i dag booke en billet til tribunerne, der bliver opkaldt efter landsholdsstjernerne!

Nadia_500
Nadia Nadim, Pernille Harder og Sanne Troelsgaard. Hvem skal du sidde ved siden af på stadion? Foto: fodboldbilleder.dk

Billetbooking til kvindelandsholdets kampe på hjemmebanen i Viborg til juni er nu åben! 

Der er altafgørende EM-kvalifikationspoint på spil, når Danmarks sejeste fodboldkvinder tørner sammen med Slovakiet og Polen til sommer. 

Efter kvindelandsholdets tætte opgør mod Polen i kvindernes sidste kamp, har danskerne nu deres EM-skæbne i egen hånd. Både modstanderne fra Polen og Slovakiet skal spilles op med, hvis danskerne skal være sikre på at skulle spille med om medaljer til EM i 2017. 

Kampene spilles på kvindelandsholdets hjemmebane, Viborg Energi Arena, den 2. og 7. juni og fra i dag er det muligt at sikre sig billetter til fanafsnittene på stadion, der som noget nyt er opkaldt efter én af landsholdets store stjerner. 

Fx kan man booke sin plads på ”Pernille Harder-tribunen” – men det forpligter! For har man valgt midtbanestjernen som sin favorit, skal der heppes ekstra højt, når anføreren har bolden eller laver én af sine mange lækkerier på banen. Det er sammen med sambaorkester, fanbattle og fanzone foran stadion med til at gøre oplevelsen komplet for alle – store som små. Det siger projektleder på kvindelandsholdets kampe i Viborg Kommune, Anne Olesen.

”Vi vil være med til at gøre kvindelandsholdets kampe til en helt unik oplevelse, så alle, der kommer på stadion for at bakke op om kvinderne til juni, oplever, at der er kræset for detaljerne i helhedsoplevelsen – så vi kan få skabt en kæmpe fodboldfest på Energi Viborg Arena,” siger Anne Olesen.
  
Som et andet nyt tiltag er det muligt for tilskuerne at møde ekstra kampklar op til kamp, der tilbydes en samlet pakke med billetbooking og en fan-tshirt til 90 kroner. 

Skal du være med til årets fodboldfest? Book din plads på stadion lige her.  



Log ind