MENU

Danmark møder Spanien og England i EM-test

Det danske U21-landshold får endnu to stærke testmodstandere, når Danmark i marts måned spiller mod EM-deltagerne fra Spanien (ude) og England, der spilles i Randers

.

Danmark får ifølge landstræneren en fantastisk optakt til EM - nu også med to testkampe mod Spanien og England. Foto: www.fodboldbilleder.dk


I november testede de danske U21-talenter EM-formen mod Serie A-spillerne fra Italien med et flot tilkæmpet uafgjort resultat.

I januar står den på to kampe mod to stærke modstandere under holdets træningstur til Dubai.

Og i marts er det så klubber som Valencia CF, Real Madrid, Tottenham Hotspur og Manchester United, der kan være nævnt på holdkortene, når det danske U21-landshold får endnu to stærke testkampe mod henholdsvis Spanien ude den 23. marts og England hjemme den 27. marts.

En EM-forberedelse, der vel næppe kan være bedre, når nu modstanderne til sommerens EM-slutrunde i Polen hedder Tyskland, Italien og Tjekkiet?

”Nej, man må sige, at vi i hvert fald ikke går efter de nemme sejre inden EM! Spanien er tidligere europamestre, og selv om de er med til EM via play offs, er det velsagtens sammen med Tyskland og Portugal blandt de bedste hold i Europa i de årgange. England er desuden altid garant for nogle utrolig svære fysiske kampe, og vi vil derfor kunne teste os maksimalt også på det parameter,” siger landstræner Niels Frederiksen, der generelt er begejstret for holdets forberedelse frem mod EM:

”Jeg synes, det er et fantastisk forberedelsesprogram, vi har fået skruet sammen og ser frem til at få prøvet os af mod både nogle rigtig stærke klubhold og nogle af Europas bedste U21-landshold. Det vil give både spillerne og jeg en rigtig god idé om, hvad det er, vi kan forvente at møde til EM, og hvordan vi i det næste halve år forbereder os optimalt mod den svære opgave der venter til sommer,” slutter Niels Frederiksen.

Danmark møder England i Randers

Det er netop blevet fastlagt at hjemmekampen mod England spilles i Randers og BioNutria Park, der har plads til 10.300 tilskuere. Og det er en ramme som landstræner Niels Frederiksen ser frem til.

”Vi glæder os meget til at komme på besøg i Randers. Der er ingen tvivl om, at stadionet i Randers har den rette størrelse til at kunne skabe en rigtig god og festlig ramme for vores vigtige test mod England. Jeg håber derfor, at rigtig mange vil benytte lejligheden til både at se os og nogle af de største engelske fodboldtalenter, der jo lige som os er i skarp forberedelse til EM,” slutter Niels Frederiksen, der også fortæller, at Danmark vil have ophold i Aalborg forud for træningskampen, der også er holdets normale base i Danmark.

Udover de allerede fire planlagte testkampe arbejdes der fortsat på endnu en testkamp i juni inden afrejsen til Polen, hvor Danmark sparker EM i gang mod Italien søndag den 18. juni kl. 20.45 i Krakow.

Log ind