MENU

Flere sparker bold på Get2 Fodboldskolerne

900 drenge og piger skal i løbet af sommeren drible, finte og sparke bolden i kassen på DBU’s Get2 Fodboldskoler. Det er en stigning på knap 20 % i forhold til 2015.



Det handler om børn, fodbold og fællesskab, når DBU og DIF sammen med en række fodboldklubber og deres frivillige sætter gang i DBU’s Get2 Fodboldskoler, der skal styrke fællesskabet i nogle af Danmarks mest udsatte boligområder. På mandag sparker 60 drenge og piger fodboldskolerne i gang i Vollsmose. 

DBU har i over 20 år holdt fodboldskoler i hele landet. I år forventes cirka 27.500 at deltage på fodboldskolerne fordelt i 260 værtsklubber.  

Det er dog ikke alle børn i Danmark, der af økonomiske årsager har mulighed for at deltage på en fodboldskole. Derfor afholder DBU i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og lokale fodboldklubber for sjette år i træk særlige fodboldskoler for børn, der bor i udsatte boligområder. 

Get2 Fodboldskolerne følger samme koncept som de gængse fodboldskoler bortset fra, at deltagerne bliver rekrutteret specielt og kun betaler et symbolsk beløb for at deltage. Målet er at give børnene en sommeruge fuld af oplevelser og at inkludere samt fastholde dem i dansk foreningsidræt. 

I DBU glæder formand Jesper Møller sig over, at fodbolden aktivt kan være med til at gøre en forskel:

”Fodbold skal være for alle uanset baggrund, og vi vil gerne give børn i udsatte boligområder de samme muligheder som andre børn. Den aktuelle flygtningekrise understreger, hvor vigtigt det er, at vi skaber en god integration, og her kan fodbolden spille en stor rolle,” lyder det fra Jesper Møller.

Han suppleres af DIF’s formand Niels Nygaard: 

”Get2 Fodboldskolerne er et godt eksempel på, hvordan foreningsidrætten tager et samfundsansvar. Der findes børn i Danmark, som af økonomiske og sociale årsager ikke altid har mulighed for at blive en del af idrættens fællesskab. Med Get2 Fodboldskolerne sørger vi for, at disse børn også får mulighed for at få del i den succes, som fodboldskolerne er,” udtaler Niels Nygaard.

Fakta:
- DBU’s Get2 Fodboldskoler ligner i princippet de almindelige DBU Fodboldskoler, men de adskiller sig idet, de er målrettet børn i socialt belastede boligområder
- DBU’s Get2 Fodboldskoler afholdes i samarbejde mellem den lokale klub, DBU og DIF (som bidrager med finansiering og rådgivning gennem deres Get2sport initiativ)
- Projektet er støttet af Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
- Det er sjette år, DBU gennemfører fodboldskoler for børn i socialt belastede områder
- DBU’s Get2 Fodboldskoler afvikles i år i Aarhus (uge 32), Aalborg (uge 31), København (uge 27), Taastrup (uge 31), Esbjerg (uge 29), Odense (uge 26), Bagsværd (uge 31), Greve (uge 31), Kolding (uge 31), Haderslev (uge 30) og Maribo (uge 31)
- Der forventes cirka 900 deltagere på Get2 Fodboldskolerne i 2016. I 2015 deltog 760 drenge og piger

Pressehenvendelser kan ske til Eva Hindby evah@dbu.dk

Log ind