MENU

Grøn og hvid blev til guld i Hjørring

Danmarks to bedste kvindemandskaber levede op til deres ry, og viste blændende top-fodbold i Nordjylland. For første gang i mange finaler mellem de to blev det Fortuna Hjørring, der kunne løfte pokalen efter noget af en kvindefight.

Fortuna_hjoerring_vinder2016_500
Line S. Jensen løfter pokalen for Fortunas kvinder. Foto: Anders Kjærbye/www.fodboldbilleder.dk


Dagens finale blev blæst i gang med konfetti og kampråb fra tilskuerne, der havde trodset den danske sommers våde og halvkølige humør, og troligt troppet op på Bredbånd Nord Arena.

Traditionen tro startede pokalfinalen med et håndtryk til alle spillerne fra DBU´s formand, Jesper Møller og naturligvis med tonerne fra den danske nationalhymne. Men så snart den formelle del af arrangementet var overstået, og kampen på banen blev sparket i gang, var det slut med formelle håndtryk og høflige takter.

Hjemmebaneholdet startede hårdt ud med et tryk højt oppe på Brøndbys bane, og så snart bolden sad på Brøndby-fødder, var Fortunas spillere lige så hurtige til at sidde i hælene på dem.

Kampen bølgede frem og tilbage det første kvarter, mens regnen blev ved med at sile ned over Nordjylland. De standhaftige tilskuere fik en meget lige – på grænsen til det kedelige – første halve time af årets finale, hvor kun en enkelt chance kunne gippe lidt i tilskuerne på lægterne. Brøndbys første, og tæt på eneste, skudforsøg kom fra Louise Kristiansens fødder, og blev pareret af Katrine Veje fra samme hold, som endda måtte en tur i græsset efter klubkammeratens bold på læggen.

Fortuna Hjørrings anfører Line S. Jensen var åbenlyst sulten efter sin første pokal for klubben efter syv år i samme trøjefarve, og hun lagde en kæmpe arbejdsindsats på midtbanen for de grønne. En god aflevering videre til Karoline Smidt, der med et flot indlæg fandt Fortunas Florentina Olar førte til Hjørrings største chance i 1. halvleg – dog uden resultat.

Begge hold fik mere blod på tanden efter den første halve time, og spillede både hårdere og hurtigere frem mod slutningen af første halvleg. Brøndbys bagerste begik et nødvendigt frispark tæt på målfeltet, og Fortunas nummer fire Nevena Damjanovic stillede sig foran bolden. En hård, flad vrist – og bolden lå inde i Katrine Abels mål. Fantastisk scoring af serberen, der med råb og skrig fejrede scoringen med hele Hjørrings bænk – og resten af stadion.

Mindre regn og mere aggressivitet

Mens regnen så småt stilnede af i det nordjyske, blev gæsterne mere offensive, som kampen skød frem. Flere høje bolde ind over Cecilie Kramers mål og flere lange bolde i dybden blev Brøndbys modsvar på Fortunas scoring. Men Fortunas stærke defensiv og hårde kamp om bolden på midten af banen satte en kæp i hjulet for de fleste af Brøndbys forsøg på en reducering.

Nanna Christiansen formåede efter næsten 70 minutter at trænge igennem det nordjyske forsvar, men hun blev nedlagt tæt på straffesparkspletten. De få Brøndby-tilhængere på lægterne, og ikke mindst de blå-gule på trænerbænken, appellerede kraftigt for straffespark, men dommer Tinna Christensens fløjte forblev tavs.

Chancen tændte ny ild i Brøndby-flammen, og Simone Boye kom få sekunder efter til en stor chance med et smukt skud tæt på sammenføjningen.

Den midlertidige Brøndby-dominans blev dog brat afbrudt af netop indskiftede Camilla Kur. Hjørring-offensiven opsnappede en pludselig mulighed efter et kæmpe-kiks af Katrine Abel, der fuldstændig fejlbedømte et udspark. Camila Kur pillede bolden fra Abel, og kunne loppe den over keeperen, der i flere efterfølgende minutter kæmpede med ærgrelsen.

Men Katrine Abels holdkammerater besluttede sig for at gøre skaden god igen. Få minutter efter keeper-kikset, lå bolden i Fortunas mål efter et flot spark af Simone Boye. Men målet af landsholdsspilleren synes kampen pludselig piv-åben – i hvert fald et par minutter. For tæt på slutfløjt satte Florentina Olar med et fantastisk lop en stor, tyk streg under Fortunas sejr i pokalfinalen over ærkerivalerne fra Brøndby – den første i mange, mange år. 

Log ind