EM-forberedelsen starter i Kina for kvinderne

Det danske kvindelandshold lader op til EM i Holland næste sommer med en træningsturnering i Kina. Her møder holdet blandt andet Usbekistan som det første danske hold nogensinde.

Kinatrup_nyhed_500
Holdet fejrer Nadia Nadims scoring mod Sverige i september 2016. Foto: www.fodboldbilleder.dk

Siden 20. september, hvor de danske kvinder med en sejr over Sverige kunne kalde sig EM-deltagere, har planlægningen for at sikre den bedste mulige forberedelse til EM 2017 kørt på højttryk. Nu er der så kommet destination og modstandere på kvindelandsholdets startskud for EM-forberedelsen.

Holdet sætter kurs mod kinesiske breddegrader mandag den 17. oktober til en træningsturnering, der byder på modstandere fra Island, Usbekistan og værtslandet selv. Landstræner Nils Nielsen glæder sig over line up´et, og især det mere eksotiske Usbekistan bliver en spændende modstander for de danske kvinder:

”En af de vigtigste årsager til en træningsturnering er netop at møde hold, man aldrig har mødt før. Vi bliver det første danske hold nogensinde til at møde Usbekistan, og det i sig selv er interessant. De ligger nummer 42 på verdensranglisten, men ud over det ved vi meget lidt om dem. Kineserne kender vi jo, og ved, at de er dygtige, så der får får vi vores sag for - og så har vi en revanche til gode mod Island, så det bliver en god turnering,” siger Nils Nielsen.

Bred trup og mulig landsholdsdebut

Landstræneren udnytter de mange træningskampe på få dage til at få testet kræfter på flere spillere, og har blandt andre udtaget den unge keeper Naja Bahrenscheer til truppen, der allerede består af Stina Lykke og Maria L. Christensen på målmandsposten. Sidstnævnte har sammen med Bahrenscheer mulighed for landsholdsdebut i Kina, og træningsturneringen er en gylden mulighed for netop at give flere spillere spilletid, fortæller Nils Nielsen.

”Vi skal bruge turnerngen til at se på alternativer. Holdet fra EM-kvaltruppen har gjort det fremragende, men man skal bestemt ikke forvente at se den samme startopstilling som i de seneste to kampe. Det eneste rigtige at gøre, er at få set så mange spillere an som muligt, når kampene ligger så tæt. Hvis de unge spillere skal have en reel chance for at vise, hvad det kan, skal de have spilleminutter sammen med nogle af de mere etablerede spillere, siger Nils Nielsen, der også sætter rosende ord på Naja Bahrenscheer:

"Valget af Naja kommer sig af, hun har imponeret på BSF´s 3F-hold, hvor hun har set skarp ud. Vi har flere keepere i spil, men Naja har fortjent chancen,” siger landstræneren.

Også Brøndbys Stine Larsen er tilbage i truppen efter en længere skadesperiode. Du kan finde en fulde trup lige her.

Endnu en forberedelse til EM-turneringen er netop kommet på plads for de danske kvinder. 28. november venter Belgien i endnu en træningskamp, der skal teste formen for det danske landshold. Kampen spilles i Belgien. 


Log ind