Fodbolden har i mange år været den suverænt største sportsgren for drenge, men nu er pigerne også kommet med på grønsværen. 20.000 piger mellem 13 og 18 år snører hver uge fodboldstøvlerne i landets klubber.

På den måde bliver fodboldklubben den største forenende faktor for unge piger i Danmark. Og det ansvar, mener Mette Bach Kjær, formand for pige- og kvindefodbold i DBU, at fodboldklubberne skal tage alvorligt:

"I fodboldklubben kan vi vise pigerne, at de er ligeså værdifulde som drengene, siger Mette Bach Kjær og understreger, at foreningslivet er afhængigt af, at pigerne føler sig velkomne i fælleskabet i klubben."

"Det er i klubmiljøet, at vi kan vise spillerne, at de kan gøre en forskel i foreningslivet både på banen, men især også som lederskikkelser på bestyrelsesgangen," siger Mette Bach Kjær.

En tilgængelig sport
Årsagen til, at andre sportsgrene har svært ved at hamle op med fodboldens medlemstal på pigesiden, gemmer sig i første omgang i spillets enkelthed. Det mener Gertrud Ursula Pfister, der er idrætsforsker for Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.

"Fodbold er en mere tilgængelig sport end fx håndbold, fordi det kan spilles alle steder og af alle. Du behøver ikke at være professionel for at kunne være med i en fodboldkamp, og det er med til at tiltrække mange til sporten," siger Gertrud Ursula Pfister.

Fællesskabet er vigtigt
DBU spurgte i 2016 mere end 2000 fodboldpiger, hvad der var vigtigt for dem. Svaret var, at det sociale samvær og fællesskabet er en vigtig del af motivationen for at spille fodbold.

Og det kommer ikke bag på idrætsforsker, Gertrud Ursula Pfister:

"Piger i den alder har et særligt behov for at føle sig inkluderet i et fællesskab, og det får de opfyldt i fodboldklubben," siger hun.