Ny administrativ struktur omkring Herrelandsholdet

Christian Nørkjær træder ind i en ny administrativ stilling som chef for herrelandsholdet for at imødekomme de mange opgaver og udfordringer, området kræver.

Arbejdet ved forberedelsen til VM-slutrunden har tydeliggjort, at de administrative og ledelsesmæssige opgaver i forbindelse med Herre-A-landsholdet før, under og efter kampe og samlinger er vokset kolossalt. 

Som konsekvens heraf har DBU’s ledelse valgt at tilknytte flere ledelsesmæssige ressourcer til området, hvilket sker ved at udpege Christian Nørkjær til en nyoprettet stilling som chef for Herrelandsholdet.

Christian Nørkjær har som ansvarlig for U21-landsholdet allerede erfaring med OL- og EM-slutrunder, og før han blev ansat i DBU, fungerede han som administrationschef i FC Nordsjælland, hvor han blandt andet var ansvarlig for klubbens Champions League-kampe.

Mens Christian Nørkjær flytter til en ny position, fortsætter Steen Dahrup i rollen som Match Manager på hjemme- og udebane for herrelandsholdet. Samtidig tilknyttes Henrik Andersen som landsholdskoordinator for herrelandsholdet og Nikolai Kvistgaarden som Kit-manager ved alle kampe.

Log ind