MENU

Thomas Helmig laver Danmarks VM-sang

Danmarks herrelandshold i fodbold får deres ønske opfyldt: Thomas Helmig leverer den officielle danske sang til VM i Rusland. Og spillerne synger selv med.

Landets bedste fodboldspillere får opbakning fra en af alle tiders største danske hitmagere. For Thomas Helmig skriver og synger den danske sang til sommerens VM – en sang, der opfordrer til støtte og fælles fodboldfest: ’Hele Danmark op at stå.’

”Det er en kæmpe ære, for jeg har fulgt landsholdet hele mit liv,” siger Thomas Helmig og fortæller videre:

”Jeg skulle lige finde vinklen, for jeg har ikke skrevet sådan en type sang før. Jeg har forsøgt at skrive om de følelser, fodbold i almindelighed og landsholdet i særdeleshed vækker i os. Samt om, hvad der er forbundet med at have et nationalt samlingspunkt.”

For det danske landshold er en sang fra lige præcis Thomas Helmig en drøm, der går i opfyldelse. Helmigs sange er en integrereret del af atmosfæren i omklædningsrummet, og i de festlige minutter efter playoff-sejren mod Irland henvendte Viktor Fischer sig direkte til et kamera med ordene:

”Thomas er hermed inviteret til at indspille årets landsholdssang.” 

I dag siger Viktor Fischer:

”Thomas har fyldt vores omklædningsrum med kærlighed gennem hele kvalen. Vi har hele tiden håbet, at han ville blive soundtrack til vores – og hele Danmarks – VM. Jeg er ikke i tvivl om, at alle kommer til at danse med os og Thomas under slutrunden.” 

Viktor Fischer synger sammen med sine holdkammerater kor på ’Hele Danmark op at stå’.

Sangen udkommer i begyndelsen af juni. 

Danmarks første kamp ved VM er 16. juni klokken 18 mod Peru. 

Thomas Helmig har gennem karrieren solgt mere end halvanden million albums og spillet over 1.000 koncerter. Han toppede første gang albumhitlisten i 1986 med albummet ”2” og har siden ramt førstepladsen med i alt 12 albums og opsamlinger. Han er den mest vindende kunstner nogensinde ved Dansk Grammy/Danish Music Awards – og i 2012 fik han Æresprisen.

Titel: ’Hele Danmark op at stå’
Tekst og musik: Thomas Helmig. 
Produktion: Emil Falk.

Log ind