Umiddelbart kan afstanden mellem de rigtige fodboldlandshold og Hjemløselandsholdet virke stor både spillemæssigt og personligt. På Hjemløselandsholdet har spillerne ofte en tung bagage med fra livets op og særligt nedture med misbrug og kriminalitet. Men det stærke ved fodbold er, at så snart trøjen trækkes over hovedet, kan det ikke ses, hvem der er hjemløs, og hvem der ikke er. På banen er alle fodboldspillere – uanset om de er hjemløse, udsatte, asylansøgere eller psykisk sårbare. Derfor ligger der et stort potentiale i fodbolden og i det fællesskab, der følger med den, til at hjælpe udsatte og hjemløse videre i livet.


Desværre er det langt fra alle hjemløse, der har mulighed for at være en del af fodboldens verden. Det er synd og skam; ikke mindst fordi hjemløsheden er stigende. I 2017 var der registeret 6.635 hjemløse, hvilket er en stigning på 33 procent siden 2009. Her må vi sige, at vi som udbyder af fællesskaber ikke har været gode nok til at bidrage til løsningen. Både DBU men også idrætten bredt må påtage sig et større ansvar og vise, at den faktisk er en del af noget større.


Derfor styrker DIF og DBU samarbejdet med OMBOLD, der skal sikre, at socialt udsatte, herunder hjemløse, får bedre adgang til idrætslivet – også de udsatte kvinder. Vi kan ikke give hjemløse tag over hovedet, men vi kan leve op til vores samfundsansvar og invitere dem inden for i idrættens fællesskab.


Men vi skal blive ved med at udvikle aktiviteter, som kan give de udsatte et bedre liv. Hvis det skal lykkes, må vi holde hinanden fast på viljen til at realisere fodboldens samfundsmæssige potentiale. Kun på den måde, kan vi understøtte liv og skabe fællesskaber for udsatte voksne, der normalt ikke er en del af fællesskabet.