Nedsat karantænepoint til Jores Okore

Efter indsigelse fra AaB har Fodboldens disciplinærinstans valgt at nedsætte de karantænepoint, der var konsekvens af AaB-spillerens udvisning, fra 34 til 4.

AaB’s Jores Okore fik i kampen mod AGF d. 21. oktober tildelt et direkte rødt kort i det 32. spilleminut for at berøve en AGF-spiller en oplagt scoringsmulighed. 

Efter kampen har AaB gjort indsigelse mod udvisningen for at få Fodboldens Disciplinærinstans til at nedsætte karantænepointene. 

Kampens dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, har i den forbindelse genset situationen, og han har her erkendt at have fejlbedømt situationen, da han efterfølgende mener, at der ikke var tale om en oplagt scoringsmulighed. 

Fodboldens Disciplinærinstans har nu behandlet AaB’s indsigelse, og på baggrund af dommer Mads-Kristoffer Kristoffersens vurdering af situationen, har disciplinærinstansen besluttet at karantænepointene for udvisningen nedsættes fra 34 til 4 point. Det betyder, at forsvarsspilleren ikke har karantæne i AaB’s kommende kampe mod Vendsyssel FF og FC Nordsjælland, idet han i forvejen kun havde optjent 6 karantænepoint.

Læs hele kendelsen her.

Log ind